Blodigt, morsomt zombie-spektakelOmsider har vi europæere mulighed for at se kammeraterne og kollegaerne Robert Rodriguez og Quentin Tarantinos “Grindhouse”-produktion i sin fulde længde, nu hvor den 2-delte seances sidste kapitel, “Planet Terror”, er udkommet herhjemme på dvd. Den første var Tarantinos “Death Proof”. Igen spørger man sig selv, om filmene ikke havde været bedre tjent med at være kombineret. Begge produktioners forkærlighed for stiliserede, overvældende sansebombardementer og afsky for egentlig substans eller originalitet efterlader én sulten efter mere ovenpå blot halvanden times højspændt underholdning. Men i det mindste hungrer man vitterligt efter mere og stiller ikke øjeblikkeligt tallerkenen fra sig, når Tarantino eller Rodriguez’ film slutter.

“Death Proof” var den 44-årige Tarantinos typisk visuelt ekstravagant udskejelse, læsset med forbløffende biljagter og uforglemmelige stunts. Men Rodriguez’ “Planet Terror” får til sammenligning kammeratens hæsblæsende thriller til at ligne et ufarligt kammerspil. Filmen går nærmest øjeblikkeligt fra første til højeste gear, og der bliver ikke sparet på nærbilleder af vamle, savlende zombier, der maltrakteres af alskens håndvåben og voldsomme bilsammenstød. Rodriguez kan godt lide at supervisere størstedelen af filmmaskineriets individuelle dele, og både hans indsats som fotograf, klipper, komponist og effektmager er noget nær upåklagelig.

Men selv ikke en virtuos som Rodriguez kan mørklægge det faktum, at “Planet Terror” i det store hele er en ganske traditionel zombiegyser. Det er måske også intentionen, men hvor Tarantinos “Death Proof” både formåede at være en ærbødig, referenceglad hyldest til 70’ernes exploitation-filmbølge og en lille postmoderne genistreg, er Rodriguez’ film forunderlig uambitiøs. Der er ikke én eneste uventet twist eller replik, og kun få af det store persongalleris bestanddele brænder sig fast på nethinden. Men i modsætning til “Death Proof” er der ingen tilnærmelsesvis kedelige scener (dog alligevel flere overflødige og rodede), og det hektiske tempo og gudbenådede ensemble forhindrer os i at fundere kraftigt over filmens mangler, mens det blodige, men trods alt morsomme, spektakel brager løs.

Det er herligt at se Michael Biehn i aktion igen efter flere års anonym tilværelse som lavmælt deltager i diverse computerspil og tv-serier. Bruce Willis og endda Tarantino fornøjer som et par ækle og skruppelløse soldater, der vil have fat i den giftige gas, der forvandler almene homo sapiens til kannibalistiske bæster. Den altid fremragende Freddy Rodríguez er i øvrigt perfekt som fortællingens sympatiske, skydeglade antihelt. Men filmen tilhører den bedårende Rose McGowan, der spiller den sexede, etbenede Cherry, og som formår at sætte følelserne i bevægelse i en film, der immervæk har travlt med at maltraktere nerverne og lattermusklerne. McGowan formår at give “Planet Terror” det sidste, man forventer: et følelsesladet ankerpunkt.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Eftersom “Planet Terror” er en hyldest til de nedslidte Grindhouse-forevisninger, har Rodriguez gjort nøjagtigt det samme med billedsiden, som Tarantino gjorde med “Death Proof”s: Instruktøren har med vilje drænet farverne og indsat en masse snavs og støj, der giver filmen et råt look. Ideen er genial, og filmens udseende går perfekt i spænd med indholdet. Billedet kan derfor naturligvis ikke klandres for en overvægt af snavs, og kontrasten er meget solid. Derudover er transferet skarpt hele vejen igennem, og man spotter sjældent udtværing og aldrig edge-enhancement. Bedst af alt besidder transferet et attraktivt celluloidagtigt look.

AudioGodt nok virker filmens billedside en anelse upoleret, men udgivelsens lydspor får filmen til at fremstå ti gange dyrere, end den forholdsvis billige affære var at producere. Man har mulighed for at nyde lydsiden i enten DTS-ES 6.1 eller Dolby Digital 5.1. Det førstnævnte lydspor er naturligvis at foretrække, fordi det benytter sig af en ekstra kanal og dermed gør lydoplevelsen endnu mere opslugende. Subwooferen er ekstremt aggressiv – alt fra de mange voldsomme lydeffekter til Rodriguez’ eget basprægede score får gulvet til at vibrere. Dialogen er krystalklar, og den indsatte støj distraherer aldrig, men understøtter derimod billedsidens skavanker fornemt. Panoreringerne er effektive og veltimede.

EkstramaterialeI forbindelse med filmens premiere i USA blev der også vist en håndfuld trailere til uproducerede film, som Eli Roth, Rob Zombie og Edgar Wright stod bag. Disse fulgte desværre ikke med dvd-udgivelsen af “Death Proof”, og de følger ej heller med denne udgivelse, hvilket er noget af en skuffelse. Der medfølger derimod trailere til “Death Proof”, “Fracture”, “Mr. Brooks”, “Rush Hour 3”, “Varg Veum”, “Shoot ‘Em Up” og “Arn”. Filmen begynder dog med Rodriguez’ festlige trailer til “Machete”, som instruktøren angiveligt for alvor overvejer at sætte i produktion.

Rodriguez har indtalt et kommentarspor til filmen, og den sædvanligvis snakkesaglige filmmager er en interessant og velformuleret herre, der har en masse glædelige anekdoter i ærmerne. I dokumentaren “Comic Con 2006: Directors and Cast of Grindhouse” (24 min.) ser vi Tarantino, Rodriguez og flere af skuespillerne diskutere filmen til det såkaldte ‘Comic Con’-arrangement i USA, før filmene havde haft premiere. Især Tarantino er morsom, og adskillige intelligente spørgsmål bliver besvaret med interessante svar.

Så hopper vi videre til disc 2. Dvd-udgivelser af Rodriguez’ film plejer at indeholde herlige featuretter med titlen “10 Minute Film School”, og det gør denne også, og som sædvanligt bliver de 10 minutter brugt på at undervise potentielle filmmagere i, hvordan effekter kan laves billigt. I “The Badass Babes of Planet Terror” (12 min.) og “The Guys of Planet Terror” (17 min.) hører vi om skuespillerne og de roller, de spiller. Uheldigvis bliver størstedelen af disse dokumentarer brugt på rygklapperi og kedelige beskrivelser af karaktererne og plottet.

“Casting Rebel” (6 min.) omhandler Rodriguez’ søn, der har en lille rolle i filmen. Sødt, men ligegyldigt. Lidt i samme dur er “The Friend, The Doctor and the Real Estate Agent” (7 min.), der fortæller om flere af Rodriguez’ kammerater, der også medvirker. Til slut er der “Sickos, Bullets and Explosions: The Stunts of Planet Terror” (13 min.), der gennemgår filmens iøjefaldende stunts.