Filmz
Pompeji

Pompeii

Medvirkende:

Emily Browning, Kit Harington, Kiefer Sutherland, Jared Harris, Carrie-Anne Moss, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Jessica Lucas

Instruktør:

Paul W.S. Anderson

Filmlængde:

105 minutter

Genre:

Action

Pompeji

[b]Titanic – nu med gladiatorer[/b]

Vi åbner med de berømte gipsafstøbninger af folk, der døde i det berygtede vulkanudbrud i år 79, ledsaget af et citat fra Plinius den Yngres lige så berømte beskrivelse af det. Der er ingen tvivl om, at det er en produktion, som har sat autenticitet i højsædet. Det samme ser vi, når kameraet ruller tæt på legionærernes uniformer eller følger karaktererne gennem de imponerende realiserede byer. Spørgsmålet er så bare, hvad det er for en historie, der foregår i disse imponerende kulisser?

[image=80126]

Det skuffende svar er, at det er en ret uinspireret genfortælling af Titanic – komplet med den stakkels underklassedreng, der forelsker sig i overklassepigen, kampen imod den mega onde skurk, der også vil have pigen samt hans næsten lige så onde håndlanger og endelig den tragiske, men også ret sentimentale skildring af katastrofen og dens ofre. Jeg ville på ingen måde være blevet overrasket, hvis Jack og Rose pludselig var suset forbi skarpt efterfulgt af et isbjerg. Det ville være nærliggende at lave en scene-for-scene sammenligning af hovedpersonernes vej igennem henholdsvis et synkende skib og en brændende by i de to film. Jeg havde i hvert fald en tydelig deja-vu-oplevelse.

Uanset hvad man måtte mene om manden, der nok aldrig slipper for betegnelsen “den mindre gode Paul Anderson”, så behersker han actionelementet i sine film. Det skinner klart i scenerne i arenaen og de andre kampscener, hvor filmen fungerer bedst. De er effektivt koreograferet, tempofyldt klippet og generelt underholdende. Han forstår også at begrænse sig, så scenerne aldrig når at kede. Hen imod slutningen tager eksplosioner fra faldende klippestykker lidt overhånd, men eftersom det er godt at slutte af med et brag, tilgiver jeg det gerne.

[image=80132]

Kiefer Sutherland i rollen som filmens skurk skal dog ikke regne med nogen tilgivelse. Jeg kan ikke huske at have hørt værre accent siden Angelina Jolies groteske optræden i “Alexander”. Jeg ved ikke, hvad det er for en konvention, der bestemmer, at skurke i [i]sværd og sandaler[/i]-film [u]skal[/u] tale med britisk accent. Her skal hovedpersonen faktisk forestille at være brite, men taler med amerikansk accent. Det er simpelthen for dumt. Derudover er han så vanvittig og umotiveret ond, at det bliver utroværdigt og derfor komisk, som da han for at komme hurtigere ud af den brændende by beordrer sine soldater til at stikke de flygtende masser ned.

Filmen gør ellers det smarte, at den aldrig overforklarer konteksten for handlingen. Det er helt klart en bonus, hvis man kender noget til Romerrigets historie, men det er ikke nødvendigt for at følge med i historien (sølle som den nu er). Det er tydeligt, at der er brugt energi på at [i]researche[/i] perioden, hvilket gør, at filmens univers føles mere ægte end i mange tilsvarende film.

[image=80128]

Kort om filmen

Filmenhandler om Milo, en tidligere slave fra England, som nu er blevet gladiator i den romerske by Pompeji.

Men byen ligger for foden af vulkanen Vesuv, og den går uden varsel i udbrud. Lava, sten og aske begynder at regne ned over byen og bygninger smuldrer, mens jorden skælver.

Milo må kæmpe sig gennem de panikfyldte gader for at redde sin elskede Cassia og få dem væk, inden byen og dens indbyggere bliver begravet levende.

Ads by MGDK