[b]Når grise kan flyve[/b]

Animationsfilm er som bekendt ikke ligefrem et særsyn i biografen, og det er sjældent, at der ikke går mindst en af slagsen i salene på et hvilket som helst tidspunkt. Derfor kan det måske godt undre, at man har valgt at lade denne over 15 år gamle japanske tegnefilm få premiere efter så lang tid.

Det er der dog god grund til, og når men nu endelig ser Hayao Miyazakis film bliver man klar over årsagen. Filmen har ganske vist kunne importeres på dvd, men “Porco Rosso” er så absolut et værk, der hører hjemme på det store lærred, hvor filmens store landskaber og flydueller for alvor kan komme til deres fulde ret.

Som i så mange andre Miyazaki-film er hovedpersonen blevet ramt af en fæl forbandelse. Den engang så elegante italienske kamppilot Marco Pagot er af ukendte årsager blevet forvandlet til en gris. Nu har den tidligere pilot fra første verdenskrig vendt ryggen til det fascistiske italienske styre og flyver i stedet som dusørjæger i sit knaldrøde kampfly under navnet Porco Rosso. Da en amerikansk rival dukker op, bliver tilværelsen dog usædvanligt vanskelig for flyvergrisen, og han får brug for hjælp fra mekanikerpigen Fio, samtidig med at der stadig eksisterer en ufuldbyrdet romance til barejeren Gina.

Der er nostalgi for alle pengene i “Porco Rosso”, hvor man transporteres til en herlig verden af gamle vandflyvere, olierede maskinkanoner, bebrillede piloter med alenlange tørklæder og farlige luftdueller. Filmen har ligeledes en klassisk Hollywood-antihelt i hovedrollen: Den bitre luftkaptajn, der skuffet over verdens tilstand iklæder sig en påtaget kynisme, men hvor der inderst inde bag svineflæsket stadig banker et hjerte af 24 karats guld. At nå ind til det er naturligvis en del af filmens målsætning, men samtidig hænger der en sørgmodig stemning over historien, og når vores pilot ser sine faldne krigskammerater flyve mod himlen i et drømmesyn, fornemmer man en alvorlig stemning bag den farverige handling.

En kobling af et så dystert emne med en legende handling i en børnefilm er noget, man næppe vil se i en vestlig animationsfilm, men det er samtidig også en af de ting, der gør, at en film som “Porco Rosso” fungerer så fortrinligt for alle aldre. Som voksen føler man ikke, at man skal tilpasse sig et naivt børneunivers, men kan i stedet lade sig underholde og rive med på lige fod med ungerne.