[b]Naturen som sandhedsvidne for det moderne Rusland[/b]

“The Postman’s White Nights” foregår i en søvnig, lille landsby langt ude på en lille ø i Rusland. Længere ude, end vi kan komme eller forstå i Danmark. Helt derude, hvor naturen bliver underligt besjælet, og alting begynder at opløses. På civilisationens yderste overdrev. Her er Lyokha postbud. Han er den lille landsbys eneste kontakt til omverdenen og den person, der binder alle sammen. Men det er ikke ham, der spiller den centrale rolle. Den altdominerende hovedrolle udgør landskabet og naturen, der er tavst vidne til en lille flok menneskeskæbner.

I den lille landsby har man god tid. Det er faktisk noget af det eneste, man har. Lyokha uddeler som post de beskedne, statslige pensioner, men for langt størstedelen forsvinder de til vodka. En bemærker, at det eneste tidspunkt, det ikke gør ondt langt ind i sjælen, er, når vedkommende er fuld. Med al den ledige tid tilbringer indbyggerne bekymrende meget tid i selskab med deres egne tanker. Lyokha er også led og ked af det hele, men finder dog sit lyspunkt i naboen Irina og hendes lille søn, Timka. Ellers er alle dagene præget af gentagelser, men det kontrasteres hele tiden af den storslåede natur.

De sørgelige og ensomme eksistenser i landsbyen er omgivet af et overjordisk smukt landskab, som filmens fotograf formår at give så meget karakter, at den bliver en central del af udtrykket. I en mindeværdig scene tager Lyokha drengen Timka med ud til et sted, hvor det siges, at en heks har sin bolig. Båden glider langsomt gennem vandet, mens lyset forsvinder imellem bladene, og cikadernes larm bliver mere og mere udtalt. Fotografen kender tydeligvis sin kunsthistorie, for der er indstillinger, der er som taget ud af den store russiske symbolist, Nesterovs, billeder. Kontrasten mellem den sublimt smukke natur og de barske realiteter, som filmens figurer må gennemleve, gør stemningen spændt og trykkende lige til slutningen.

Stemningen er dog ikke uden elementer af sort humor, der til tider formår at lette trykket fra det tunge. Da Lyokhas bådmotor bliver stjålet, og han i en række scener – med tydelige hilsner til det neorealistiske mesterværk “Cykeltyven” – må rejse rundt til venner, familie og offentlige autoriteter for at tigge og bede sig til en ny, bliver han, der ellers har afsvoret alkohol, fristet til at tage sig en stiv drink. Uheldigvis serverer caféen kun cocktails. Det vil sige lige indtil, han indrømmer, at han ikke har drukket i to år, hvorefter servitricen svarer: [i]”Hvorfor sagde du ikke det med det samme?”[/i] og hælder et gavmildt glas vodka op til ham.

Det er også i de scener, at det samfundsmæssige budskab kommer frem, da byen fremstår kold, larmende og overfladisk sammenlignet med landsbyens udsigtsløse, men dog ægte samfund. Jeg skal ikke afvise, at dette sociale engagement også er grunden til, at skuespillerne for størstedelen er amatører, der i en lang casting er blevet håndplukket til at skildre personer, som man må formode, de har et nært kendskab til. Timur Bondarenko, der spiller Irinas søn, er dog professionel, og han er mildt sagt en åbenbaring. Lyokha skal være en mut, tilbagetrukken og lukket karakter, hvilket Aleksey Tryapitsyngør glimrende, men det er Timur, der formår at trække ham ud og gøre ham til en karakter, vi trods alt kommer til at holde af.