Forliste forhold på fremmed grundByen Prag har ofte givet associationer til den tjekkiske forfatteren Franz Kafka og hans absurde og surrealistiske værker. Det er en by, der emmer af mystik og fordums middelalderlige gotik, i hvert fald hvis man er turist. Ole Christian Madsens nye film har ganske vist navn efter den sælsomme by og er også sat i scene blandt dens labyrintiske stræder og gamle kirketårne, men historien er nu langt mere jordnær: En svanesang for et forlist parforhold, og to menneskers sidste forsøg på at gøre op med fortiden, sig selv og hinanden.

Vi følger Christoffer og Maja på deres rejse til Prag, hvor Christoffer skal hente sin døde far, som han ikke har set i 25 år, og bringe ham hjem til familiegravstedet i Danmark. Maja og Christoffer har selv en søn, men det mærkes fra start, at deres parforhold for længe siden er kørt af sporet. De har svært ved at nærme sig hinanden, og Christoffer må yderligere kæmpe med sit forhold til den far, han aldrig rigtig har kendt, og som forlod ham som ganske lille uden forklaring. Det er en rejse, der trækker store veksler på dem begge, og lige så langsomt kommer det frem, at der ikke blot er ting som Christoffer aldrig har vidst om sin far, men at Maja også har holdt visse ting skjult for sin mand. De to fremmede i den gådefulde by må smerteligt erkende, at de i lige så høj grad er fremmed overfor hinanden, og at afgrunden mellem dem måske er blevet for stor til at kunne forceres.

Instruktør Ole Christian Madsen har på overfladen lavet endnu et hverdagsdrama om forliste danske parforhold anno årtusindskiftet, som vi kender det fra f.eks. “Elsker dig for evigt”, “Efter brylluppet” og hans egen dogme-film “En kærlighedshistorie”. Ganske vist hensat til Prag, hvor byens mytologiske status giver ham anledning til at forsøge sig med lidt absurde bipersoner og en noget påtaget understrøm af [i]kafkask[/i] mystik, som når byen animeres i hver indstilling som en gotisk labyrint. De skæve interiører og de ofte mærkelige reaktioner som de tjekkiske biroller kommer med skurrer en lille smule, sat i modsætning til det gravalvorlige og dybdeemotionelle drama, som udspiller sig mellem Christoffer og Maja.

Men hvad der til gengæld hæver “Prag” over tidligere skabeloner omhandlende dette noget fortærskede emne er viljen til at være kompromisløs og sige tingene som de er, selv når de smerter mest. Den menneskelige tragedie, som let kunne være blevet søgt eller for dramaturgisk pæn, serveres uden skrupler og med hjerteblod, der pumpes ud i ansigtet på tilskueren som fra en åben pulsåre. Her formår instruktøren at styre klar af de ujævnheder og lettere prætentiøse indfald som ellers pletter starten af filmen. Men den, der bærer læsset og redder troværdigheden i land er uden tvivl Mads Mikkelsen, som endnu engang beviser sit stortalent som skuespiller. Som den knugede træmand Christoffer, der må kæmpe med både sin fars spøgelse og sit forvitrede kærlighedsliv skaber Mikkelsen et emotionelt centrum for tilskueren, der er både ambivalent og gribende. Stine Stengade får også hevet sin karakter op af dyndet, efter i starten af filmen at være plaget af en noget stiv dialog og en lidt for utroværdig levering. Men når dramaet først kommer i gang, og smerten lag efter lag afsløres, så supplerer de to hinanden godt.

Den altoverskyggende fremmedgørelse, der ligger som en iståge mellem Christoffer og Maja, kommenteres indimellem ganske fint af Prags andethed, og sporer fortvivlelsen, ensomheden og vildfarelsen hos de to. Med til at skabe denne knugende stemning er også Jonas Strucks sarte musik, der passer godt til byen og dramaets følelse af vemod og afmagt. Til tider ledes tankerne hen på Angelo Badalamenti eller den melankolske stemning som Thomas Vinterbergs “It’s All About Love” fangede så rørende.