[b]Den amerikanske vinkel[/b]

I efteråret præsenterede en af verdens mest indflydelsesrige kvinder, talkshowdivaen Oprah Winfrey, et indslag om verdens mest lykkelige folk. Det handlede om os, dig og mig – Danmark og danskerne. Alligevel kunne få danskere genkende deres hverdag i eventyrindslaget, der via den valgte vinkel gav et noget idylliseret billede af Danmark. Som medproducent på en af årets Oscarfavoritter, “Precious”, viser Oprah langt fra et idyllisk liv, men derimod Harlems ghetto. Spørgsmålet er så, om vinklingen er blevet mere troværdig i denne ombæring?

Precious er en 16-årig afroamerikansk teenagepige med fraskilte forældre, og hun drømmer om at blive berømt som dem i musikvideoerne, alt imens hun forsøger at passe sin lidt for kedelige skole – altså en typisk og ganske almindelig teenager. Og dog. Precious er overvægtig, funktionel analfabet og så venter hun sit andet barn med sin far! Hvis hun da ikke har travlt med at få psykisk og fysisk tæsk af sin aggressive bistandssnyder af en mor. Den hårdtprøvede pige får en sidste chance ved en alternativ skole, der skal lære Precious at læse og skrive og i sidste ende bryde hendes sociale arv. Alle har et valg, fortæller lærerinden, men gælder det også Precious?

I udgangspunktet virker “Precious” som en film, der som hovedpersonen har alle odds imod sig. At lade en stakkels pige have så mange ting at kæmpe med, som tilfældet er, gør, at filmen nærmest er dømt til at gå til grunde i overdreven melodramatisk sovs. Det er heldigvis ikke tilfældet. Jovist er filmen barsk og blå sine steder, men først og fremmest bæres den frem af en frisk – næsten Obamask – forandringstone, der gør den til en optimistisk opløftende affære.

“Precious” er på én gang en utrolig ægte oplevelse samtidig med, at den er udstyret med en eventyrlig letbenethed. Precious’ hjemmemiljø hos den voldelige mor rummer den tunge ægthed, hvor det fejlfrie spil imellem mor og datter slår ubehagelige gnister. Her føles miljøets tunge arv, hvor man ikke skal tro, man er noget, i hvert fald ikke når man ikke er hvid. Miljøskildringen kulminerer i enkelte ulækkert indtryksfulde montagesekvenser, hvor der krydsklippes imellem den friturefedtede madlavning og faderens ubehagelige incestovergreb. Eventyret indfinder sig i stedet i den alternative skole, hvor den godhjertede og – i den politiske korrektheds navn – lesbiske underviser står fast på, at Precious på ren og skær viljestyrke kan vælge et andet og bedre liv.

Det er i denne lette eller letkøbte del, at “Precious” afslører sig som et rendyrket amerikansk ideologiprodukt, idet modstanderen for Precious ikke bare er hendes miljømæssige og sociale arv, men i endnu højere grad ærkeamerikanerens hovedfjende nummer et – systemet, det offentlige. Moderen er blevet klientgjort af sin passive overenskomstydelse, hvorfor Precious nu må sige fra over for offentlige ydelser, hvis hendes lykke skal gøres. Det er kun [i]over there[/i], at økonomisk støtte til en incestramt, analfabetisk og voldsramt teenager kan vinkles som en del af problemet og ikke løsningen, hvormed ikke sagt, at det er hele løsningen, bestemt ikke. På den anden side er det nok også kun i de fries land, at man alvorligt ment kan sætte Mariah Carey til at spille indigneret socialrådgiver, men sådan er der jo så meget.