[b]Tilbage i junglen[/b]

Hvis vi tæller det hele med, så må “Predators” være den femte i rækken af film om de væmmelige jægere, efter “Predator” nummer et og to samt de to “Alien vs. Predator”-film. Det er immervæk mange film for et væsen, der knap nok har sin egen dialog.

De fleste fans af bæsterne vil dog sandsynligvis helst se bort fra de sidste to film, og til dem kan vi tilsyneladende også regne producenten Robert Rodriguez, der her klogelig har droppet alle [i]monster mod monster[/i]- tankerne og i stedet er vendt tilbage til det udgangspunkt, som især den første film satte. Derfor er det også med en genkendelsens glæde, at man overværer filmens åbningsscener og konstaterer, at vi atter er tilbage i junglen.

Den genkendelse er dog ikke noget, som vore hovedpersoner oplever, da de til stor forbløffelse kommer til bevidsthed i frit fald over en fremmed planet og ingen erindring har om, hvordan i alverden de er havnet her. Den blandede gruppe viser sig at bestå af så forskellige typer som lejesoldater, snigskytter, en yakuza-kriger, en morderisk fange samt en læge. Som i en anden Robinson Ekspedition må den brogede flok lære at samarbejde, hvis de da ellers skal have den mindste chance for at overleve. De arme stakler er selvsagt noget i vildrede over, hvorfor de dog er blevet bragt til denne planet, men som tilskuer er man naturligvis ikke i tvivl. De er udvalgt som et interessant bytte for en gruppe Predators, der trænger til noget at rive i.

“Predators” ignorerer de sidste par film og udspiller sig i stedet som den egentlige forsættelse til John McTiernans svært underholdende “Predator”. S’et i titlen antyder også et slægtskab til “Aliens”, der som fortsættelse til “Alien” var en viderefortælling med flere bæster, og som kulørt rabalder lægger “Predators” da også ganske overbevisende ud. Ligesom i den første film bliver forholdet mellem jæger og bytte et omdrejningspunkt, og ironien i, at disse farlige og ikke synderligt sympatiske mennesker nu er faldet i kløerne på nogle endnu værre udgaver af dem selv, svæver vedvarende over de blodige begivenheder.

Genkendeligheden ved det hele er dog også et af filmens svage punkter, og lidt ligesom vampyrer med lange kapper føles de drabelige Predators som noget, der var uhyggeligt for meget længe siden og nu mere fremstår som en slags spøjse hyggeonkler. Medvirkende til den fornemmelse er også det forhold, at vores hold viser sig at have en reel chance for at beskadige væsnerne, hvorimod uhyggen i den første film bl.a. var baseret på følelsen af, at soldaternes chancer mod væsenet var noget nær nul. Her er de inden for vores rækkevidde – og derved også betydeligt mindre frygtindgydende.