FilmenHvad er ægte filmmagi? I independentfilmen “Memento” lykkedes det instruktøren Christopher Nolan at skabe sand trylleri på det store lærred, da han tog os med på en baglæns rejse gennem hovedpersonen Leonards korttidshukommelse i en søgen efter sin kones morder. Med “The Prestige” er netop magi i mere eller mindre håndgribelig form i højsædet, og filmen opnår da også til en vis grad at tryllebinde publikum.
[image=19273]
Vi befinder os i et victoriansk London, hvor alskens fupmagere og krejlere har deres storhedstid. De to vidt forskellige tryllekunstnere, naturtalentet Borden og entertaineren Angier, vil dog ikke nøjes med smågøgleri. Med iscenesætteren Cutter arbejder de sammen om at blive de største tryllekunstnere nogensinde. Denne jagt på den perfekte illusion eskalerer til en duel på liv og død efter en farlig tryllekunst, der sætter store spørgsmålstegn ved Bordens uskyldighed, og tager livet af Angiers kone, Julia. Derefter forsøger de to magikere på skift at overgå og sabotere hinandens shows. Da Borden opfører en fantastisk tryllekunst, “Den transporterede mand”, bliver Angier mere besat end nogensinde af at lære hemmelighederne bag rivalens nummer.
Ved filmens begyndelse bliver vi bedt om at være meget opmærksomme, og det er der rigtig god grund til. Filmen er nemlig, som tryllekunsterne selv, bygget op af en præmis, en drejning og et højdepunkt.
[image=19276]
Kigger man illusionen efter i sømmene med filmkritiske øjne, kan det ved første øjekast være svært at se, i hvilket ærme kortene gemmes, for Nolan fortæller det meste af historien om de to tryllekunstnere med en fantastisk energi. Men hans metoder virker ikke altid naturlige, og der er ujævnheder i historien. På trods af megen tid til karakteropbygning virker filmen aldrig særligt nærgående, og de personlige tragedier bliver ikke så vedkommende, som man kunne ønske. De dele af plottet, der vedrører magikernes kærlighedsinteresser, bliver meget sekundære, og selvom de er vitale for historien, er de ikke så interessante at følge i forhold til rivaliseringen og de fantastiske tryllekunster.
Til gengæld kan man i særdeleshed sætte pris på filmens tekniske kvaliteter. Hvis man gerne vil tages ved næsen (og det vil vi jo), er både fotografering, kulisser og især skuespillet heldigvis tilstede i et bragende højt niveau, hvilket er med til at opretholde illusionen.
[image=19275]
[i]Prestiget[/i] i filmen, klimakset, der skal give os svaret på Nolan og aktørernes dybeste hemmeligheder, er overvejende en succes. Den, der giver filmen sin udelte opmærksomhed, lurer muligvis en del af tricket, men Nolan og co. har mere end ét kort i ærmet, så selv den mest opmærksomme seer vil blive overrasket. Abracadabra!
VideoBilledkvaliteten på “The Prestige” er meget tilfredsstillende. Billedet er præsenteret i anamorphic widescreen i det helt brede 2.40:1 format. Farverne er nedtonede men velfungerende – billedfladen byder på en høj detaljegrad og god kontrast. Der er ingen tegn på artefakter, men en anelse edge enhancement er dog at spore. Et udmærket transfer, der næsten ikke kunne være bedre.
[image=19272]
AudioLydmæssigt er dvd’en til gengæld en ganske skuffende omgang. Med et engelsk og et fransk Dolby Digital 5.1 lydspor, er der godt potentiale til at fylde lokalet med omsluttende surroundeffekter, men desværre er lydsporet næsten udelukkende frontfikseret og til tider direkte kedeligt. Bagkanalerne kommer kun rigtigt i brug i filmens helt store effekttunge scener og forholder sig ellers ganske anonymt i resten af filmen, der kunne have nydt godt af mere atmosfære og format på lydsiden.
EkstramaterialeDvd’en indeholder en dokumentar på 18 minutter, der via interviews med instruktør, skuespillere og andre bagmænd giver en fin gennemgang af arbejdet på filmen. Der bliver lagt en del vægt på at beskrive skabelsen af filmens look, og programmet drager også en del paralleller mellem trylleri og film. Vi får også en anelse mere baggrundsinformation om en af filmens historiske karakterer, Nikola Tesla, der spilles af David Bowie.
Derudover bliver der disket op med en række stills og plakater, samt filmens trailer.
Det er en ret beskeden samling ekstramateriale, og der er desværre ikke inkluderet et kommentarspor eller andet grundigt materiale til at tilfredsstille de mere nysgerrige.
[image=19274]