Filmz
Prestige, The

The Prestige

Medvirkende:

Hugh Jackman, Christian Bale, Michael Caine, Scarlett Johansson, Andy Serkis, David Bowie, Piper Perabo, Rebecca Hall, Daniel Davis

Instruktør:

Christopher Nolan

Filmlængde:

130 minutter

Genre:

Sci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Drama, Drama, Fantasy, Fantasy

Prestige, The

Ligesom Neil Burgers “Illusionisten”, der havde dansk premiere for nylig, beskæftiger også Christopher Nolans “The Prestige” sig med den dunkle tidsalder i forrige århundrede, hvor mennesket kunne og også gerne lod sig dupere af magi og trolddom. Allerede dengang var diskussionerne udbredte omkring det mystiske og det okkulte, for var det nu også tryllekunstnerens magiske kunnen, der formede tricket, eller var han blot en usædvanlig dygtig gøgler, der formåede at føre tilskueren godt og grundigt bag lyset?

[image=16841]

Meningerne har selvfølgelig været delte, også dengang. Med “The Prestige” er der derfor tale om det næsten selvfølgelige opgør mellem rationalisme og overtro, mellem sandhed og løgn, når Nolan tager os med på en rejse tilbage i tiden til et fortidigt og dunkelt men også magisk univers, der for i øvrigt i sig selv er skruet sammen som lidt af en tryllekunst. Året er 1895 da vi støder på de to tryllekunstnere Rupert Angier (Hugh Jackman) og Alfred Borden (Christian Bale), der som to duellerende kombattanter præsenterer os for den ene avancerede og risikofyldte tryllekunst efter den anden.

For de to er magiens kunst en besættelse og har tilsyneladende altid været det. Men det er også en kunstart. Det handler for så vidt udelukkende om at kunne overgå hinanden, om at kunne være hjernen bag den bedste tryllekunst og dermed opnå status som landets bedste tryllekunstner. Som et konfliktens krydderi står i midten af dramaet Angiers hustru, Julia, som Borden kommer til at tage af dage ved dumdristigt vovemod. Og det vil Angier naturligvis hævne. Tryllekunstnernes fandenivoldskhed, hævnbegær og besættelse gør, at de ikke skyr nogen som helst midler og dermed også tager familierelationer som gidsler i et net af bedrag, utroskab, løgne og illusioner. Det er ikke altid til at vide, hvad der er illusion, og hvad der er ægte for det blotte øje. Heller ikke for tilskueren. Nolan har nemlig valgt at hænge en stor del af filmen op på de to kunstneres fiksfakserier og, nå ja, så i øvrigt også selv bygge hele filmens konstruktion op omkring en tryllekunst, der varer filmens samfulde 128 minutter. Og begge dele er han egentligt sluppet ganske hæderligt fra.

[image=16842]

Dog er det hans personkarakteristikker, der bliver filmens bærende og mest vellykkede elementer. Og heldigvis for dramaet er det sådan, det hænger sammen. Dels har den unge instruktør med list fået fremelsket konkurrenceelementet, besættelsen, hadet og kærligheden i både Angier og Borden. At Hugh Jackman og Christian Bale så begge er helt igennem velegnede til at følge ballet til dørs, er så kun en yderligere berigelse for “The Prestige”. Men de får nu også godt modspil fra Scarlett Johansson, der endnu engang formår at give sin figur en vital og dragende glød. Denne gang involveres hun som tryllekunstnerassistent og tilsyneladende også elskerinde for begge de konkurrerende artister om end på skift.

Mens Johanssons Olivia af vanvare havner midt i konflikten, gemmer den gamle mentor og mester, Cutter (Michael Caine), sig i en anderledes passiv rolle på sidelinien som en slags sportskommentator, hvis tryllekunst da også kan betegnes som sport. Men han er et nødvendigt og forfriskende indskud, giver rammefortællingen sin fornødne kant, og er i øvrigt sjældent set bedre. Og nu vi er ved notabiliteterne, så har David Bowie for endnu en gang skyld lagt musikken på hylden og bestrider på et acceptabelt plan rollen som den småskøre amerikansk bosiddende opfinder, Nikola Tesla, der fordriver tiden i Colorado Springs med at forsøge at opfinde en slags forsvindingsmaskine. Om det lykkes ham at kreere maskinen, alle tryllekunstnere drømmer om, skal imidlertid foreløbig være usagt.

[image=16843]

Kort om filmen

Siden første gang de mødtes har de to tryllekunstnere, Robert Angier og Alfred Borden, konkurreret om hvem der er den bedste. Men det udvikler sig hurtigt til en intens rivalisering, hvor jagten på suverænitet bliver en besættelse, der har farlige og dødelige konsekvenser.

Ads by MGDK