[b]Vejarbejdere på afveje[/b]

Den amerikanske instruktør David Gordon Green er med “Prince Avalanche”, sin ottende spillefilm siden debuten “George Washington” i 2000, vendt tilbage til sit udgangspunkt: Den lille indiefilm. Sådan da. Årene imellem har nemlig også budt på et par rene, brede komedier i mere end én forstand. Som den skæve “Pineapple Express” fra 2008 og senest “The Sitter”. Komedier med drenge-mænd på løs [i]slapstick[/i]-line. Den præmis har Green ikke helt kunnet slippe grebet om i [i]buddy[/i]-komedie-dramaet “Prince Avalanche”, der i øvrigt er en genindspilning af den islandske film “Either Way” af Hafsteinn Gunnar Sigurðsson fra 2011. Den har de færreste nok set. Jeg har i hvert fald ikke.

“Prince Avalanche” er en lille, lukket film om både forskelligheden og venskabet mellem Alvin og Lance. To mænd, spillet af henholdsvis Paul Rudd og Emile Hirsch, der i sommeren 1988 vader rundt på en landevej i en skov i Texas og maler gule midterstriber. Den handler om alt det, der sker og, særligt, [i]ikke[/i] sker for de to mænd. Følsomme Alvin har egentlig nok i sig selv. Imellem det hårde, fysiske arbejde med at banke pæle i vejkanten og male midterstriber skriver han poetiske breve til kæresten og lærer tysk ved hjælp af kassettebånd på ghettoblasteren.

Lance er Alvins kærestes bror, og har derfor fået lov til at tage af sted sammen med Alvin. Også selvom han tilsyneladende ikke har helt så mange brikker at rykke rundt med. Tyk bag ørerne ser han kun frem til weekenden, hvor han kan drage ind til byen og få klemt den lille fyr. Al den Texas-natur gør ham nemlig noget så liderlig. Dagene slæber sig dovent af sted for de to mundhuggende kolleger. Indtil et brev fra Alvins kæreste vender op og ned på alt for den regelrette mand, og en skuffende bytur får Lance til at revidere sit liv.

Filmens titel er en ordleg på de to hovedpersoners navne, Alvin og Lance. Et godt stykke inde i filmen, efter at de to har drukket sig i hegnet i hjemmebrændte sager, fortæller Lance Alvin en historie om de to. Og det bliver så – på en eller anden måde – til [i]prins Avalanche[/i]. En opdigtet og egen virkelighed for de to fortabte sjæle midt på en landevej, hvor livets realiteter rammer dem som en lavine. Som hele filmen føles det mest af alt som en halvbagt idé fra David Gordon Greens side. Skal Alvin og Lance forstås som to sider – den ordentlige og den lystfyldte – af samme mand? Måske. I så fald er der åbenlyst lånt fra Gus Van Sants “Gerry” fra 2002 med Matt Damon og Casey Affelck på vandretur i ørkenen. En bedre film.

David Wingos originale score til “Prince Avalanche” er noget af det bedste ved filmen. Nøje afvejet og fint balancerende på kanten mellem det finurlige og melankolske. Når de toner så tilsættes Tim Orrs farvemættede billeder af både natur og de to mindst lige så farverige karakterer, skaber mødet mellem lyd og billeder dygtigt mere end hver for sig. Mere end Greens fortælling er det Wingo og Orrs fortjeneste, at jeg trods alt bevarede en nysgerrighed til sidste billede.