Fuck porno!Anders Morgenthaler er nok mest kendt som den anden halvdel af duoen Wulffmorgenthaler, der dagligt bringer deres absurde stribe på bagsiden af Politiken, og som bl.a. skabte den fascistiske blå flodhest Dolph. Men nu er han også debuteret som spillefilmsinstruktør, med den barske anime-historie “Princess”, der – modsat tegneserien – er alt andet end sjov, finurlig og satirisk. Det absurde univers er afløst af et ubehageligt hævntogt gennem pornoindustrien og de bristede drømme den fører med sig, men det lykkes rent faktisk at få en vedkommende film ud af den ganske grove, tegnede form.

Præsten August vender hjem fra sin missioneren i udlandet, da hans søster Christina dør. Hendes sørgelige eksistens fik et tragisk endeligt efter mange år i pornobranchen, hvor hun var kendt under kunsternavnet The Princess. Hun efterlader sin fem år gamle datter Mia, som August beslutter at tage sig af, og samtidig sætter han sig for at rense sin søsters navn, ved at destruere al materiale knyttet til The Princess. Dette leder til en voldsom konfrontation med den pornografiske underverden, der stadig søger at tjene penge på den afdøde pige, samt med Christinas gamle kæreste Charlie, der fik hende ind i branchen.

Det er langtfra nogen indbydende historie, vi bliver præsenteret for, og skønt det hele udspiller sig i Danmark, er det et dystopisk og lidet flatterende skyggebillede der aftegnes. Alle bruger hinanden, blod flyder i stride strømme, og pornofiseringen af det offentlige rum er trængt ind i børneværelset. I den forbindelse passer den hakkende og kantede animation godt overens med den trøstesløse stemning, der hænger over det meste af filmen. Man har valgt at bruge færre end 24 tegnede billeder i sekundet, hvilket forhindrer gnidningsfri og glidende bevægelser hos personerne, og det tager lidt tid at acceptere denne uperfekte tegnestil, men når det er sagt, så får “Princess” det bedste ud af sine begrænsninger. Den er visuelt opfindsom til tider, især i sin brug af beskæringer, og det fungerer til filmens fordel at benytte [i]live action[/i] optagelser i flashbacks, der alle ses ud fra Augusts videokamera. På den måde lykkes det, at kæde de tegnede og stiliserede figurer sammen med rigtige mennesker af kød og blod, hvilket styrker identifikationen og dermed indlevelsen i karakterernes skæbner.

Vedkommende animeI modsætning til så mange anime-film formår “Princess” rent faktisk at engagere sit publikum følelsesmæssigt, ikke blot gennem visuelt blændværk, men ved at have en vedkommende, ambivalent og barsk fortælling i førersædet. For der er ting på spil her – jordnære ting, som man kan forholde sig til, samtidig med at Morgenthaler ikke går af vejen for at krydre paletten med den ene voldseksplosion efter den anden. Når det går blodigt for sig, lægges der ikke fingrer imellem, og selv om det er tegnede lemmer der flyver til alle sider, er det skam ikke for børn.

Ganske vist har filmens bæger sine stænk af malurt, og netop den skrabede tegnestil giver bøvl med synkroniseringen i forhold til lydsiden. De to dele følges ikke lige heldigt ad, men bevarer ofte en afstand mellem hinanden som skurer lidt i helhedsbilledet. Den danske tale, der måske nok ville have gjort sig bedre [i]the American way on the mean streets of N.Y.[/i] forsøger hæderligt at gøre den hårdkogte lingo kunsten efter, men snubler enkelte gange, især hos den mere klodsede dialog blandt nogle af bipersonerne, selvom dette er småting.