[b]Syner fra helvedes forgård[/b]

[i]”Dræb, eller bliv dræbt”[/i] er en situation, der har optrådt i talrige kriminal- og fængselsfilm, men den har sjældent været udført mere overbevisende end i “Profeten”, der med duperende styrke og vitalitet bringer nyt liv til en velkendt genre.

Filmen følger den arabiske Malik El Djebena, der indsættes i et barskt fængsel. Han er en småkriminel 19-årig analfabet uden hverken penge eller venner, hvis sårbarhed og angst over situationen er tydelig fra første billede. Netop de kvaliteter vækker opmærksomheden hos den aldrende korsikanske gangster César Luciani, der har brug for at eliminere en arabisk fange, og som ser Malik som den perfekte måde at få udført jobbet på.

Således må Malik hurtigt se sig selv fanget i et dilemma. Skal han udføre drabet eller selv risikere at stå for skud? Enhver form for hjælp lader til at være umulig at anskaffe, eftersom César styrer fængslets vagter, og ret hurtigt bliver det tydeligt, at Maliks reelle valg er ikke-eksisterende. Blod bliver da også spildt på grusom vis, og et lys synes at slukke bag Maliks øjne. Væk er hans uskyld, men født er en beslutsomhed, som ingen tiltror den unge lømmel.

Overstående lyder måske som noget, man har set før, men instruktøren Jacques Audiard tilføjer en imponerende friskhed til filmen, der hurtigt udspiller sig på adskillige planer. På sin vis er det en genrefilm, men samtidig fungerer den også som et karakterstudie, hvor man hurtigt sætter sig i Maliks sted, når han som en rotte i et forsøgslaboratorium jages fra rum til rum uden kontrol over, hvilken vej han må gå, og ofte kun med en ringe forståelse af, hvad der foregår. Fængslet bliver også et sindsbillede på det omstående samfund, hvor de forskellige fraktioner bekriger hinanden, og hvor magten sidder hos de gamle krigere, der dog i tiltagende grad må se sig konfronteret med nye udviklinger, som de har vanskeligt ved at styre.

Audiards totale kontrol over filmens tone er overvældende, og han skifter ubesværet fra poetiske, drømmeagtige sekvenser til nogle ualmindeligt forstyrrende voldsepisoder. Foruroligende er ikke mindst en sekvens, hvor Malik gentagne gange øver sig på at gemme et barberblad i munden, men konstant må spytte blod op, når han ryster for meget på hænderne under forsøget. Det er et billede, jeg sent skal glemme.