Han ligner ham. Ben Fosters tætsiddende øjne, lille mund og trænede krop iført gul førertrøje er som en fysisk tvilling af den syvdobbelte Tour de France-vinder, Lance Armstrong. Men hvor alt det udvendige ligner, så blev jeg tilsvarende ikke klogere på det store hvorfor. Hvorfor snød og bedragede den overlevende kræftpatient sig til sejr? “The Program” giver ingen nye svar.
[image=89042]
Netop kræftforløbet behandles sympatisk lødigt i denne Armstrongkritiske film, der piller legenden helt ned fra hårnålesvingene på Alpe D’Huez. For selv om snyderen fra Texas bruger sin sygdom og sin Livestrongfond, der støtter kræftramte familier og cancerforskning, som et skjold imod kritisk dopingspørgsmål, så viser “The Program” også en Armstrong, der oprigtigt går op i emnet. Også når kameraerne er slukket. Det antydes endda, at han snyder sig til sejr for at styrke Livestrongprojektet. For at bade den gode sag mere i medielys. At kræftmålet helliger dobbeltspillet. Hvis det da ikke lige var, fordi han begyndte at stikke sig med EPO-nåle allerede før sin sygdom.
[image=89043]
“The Program” går dog aldrig i udbrud. Den sidder pænt i feltet og følger med. Som kedelige Indurain gjorde det, inden 90’ernes EPO-helvede brød løs. Kun birollen som Floyd Landis går solo. Den forsmåede hjælperytter er spændende som gudfrygtig whistleblower. Med sin rødmossede indebrændthed minder Jesse Plemons mig om en ung Philip Seymour Hoffman. Med andre udmærkede birollepip i efterårets “Black Mass” og “Spionernes bro” tror jeg, han fører feltet om et par år.
[image=89044]