Filmz
Prom Night

Prom Night

Medvirkende:

Brittany Snow, Scott Porter, Jessica Stroup, Dana Davis, Kelly Blatz, Collins Pennie, Johnathon Schaech, Idris Elba, Ming-Na, Jessalyn Gilsig

Instruktør:

Nelson McCormick

Filmlængde:

88 minutter

Genre:

Gyser, Thriller

Prom Night

[b]Dybt godnat[/b]

Selv gysergenrens værste fadæser såsom “I Still Know What You Did Last Summer” og “Pulse” fremtvang i det mindste få kvadratcentimeters gåsehud eller ét enkelt voldsomt spjæt. Men selv ikke den ucensurerede udgave af “Prom Night”, som denne Blu-ray indeholder, får nogensinde seeren til at skrige, svede eller endda gispe. Som om det ikke var nok, at hver eneste scene synes tyvstjålen fra adskillige andre gysere, så er tempoet så sløvt, at man altid er på forkant med historien. Volden er mådeholden og kortvarig, der optræder stort set intet blod, og flere af de dansende statister får mere spilletid end skurken. Var filmmagerne mon klar over, at de var i færd med at indspille en gyser?

[image=36764]

Ja, havde fortællingens psykopatiske seriemorder forfulgt heltene med en buket roser i hånden i stedet for en skarpsleben kniv, havde “Prom Night” formentlig været nøjagtig lige så skræmmende, som den er nu. Men antagonisten, Richard Fenton, er desværre ikke armeret med planter, hvilket i det mindste ville have gjort filmen alternativ og sjov. Fenton er besat af gymnasiepigen Donna, hvis familie Fenton mere eller mindre udryddede tre år før det skolebal, som er historiens omdrejningspunkt. Donna har naturligvis stadigvæk mareridt om den frygtelige massakre, men gudskelov blev Fenton fanget. Uheldigvis undslipper han fra fængslet efter adskillige års varetægt og drager mod det gigantiske hotel, hvor Donna og klassekammeraterne holder dimissionsfest.

Det lyder, som om der er lagt i kakkelovnen til en underholdende thriller i tilpas uhyggelige, klaustrofobiske omgivelser. Et kort resumé får “Prom Night” til at lyde som en ideel pærevælling af “Halloween” og “Die Hard”, og Donnas traumatiserende oplevelse giver filmmagerne mulighed for at lege med barrieren mellem virkelighed og drømme – en mulighed, der forspildes. Filmen, der er en genindspilning af Paul Lynchs blot forholdsvis succesrige “Prom Night” fra 1980, fortjener på ingen måde at blive sammenlignet med skelsættende mesterværker som “Halloween” og “Die Hard”. Netop de film bevirkede en revolution inden for deres respektive genrer, men “Prom Night” udgør egentlig bare en tandløs opsummering af gysergenrens værste og ældste klicheer.

[image=36763]

Hver eneste gang en person glor i et spejl, dukker et eller andet (immervæk ufarligt) op i baggrunden. Derudover går den aldrig intimiderende Fenton jævnligt langsomt forbi kameraet og hyppigt lige hen til en uvidende gymnasieelev, før han drejer om i sidste øjeblik og forsvinder… Fentons handlinger forbliver så forudsigelige og tydelige, at al uhygge fordufter. Og som sagt afvikles sekvenserne også i et forbavsende langsomt tempo. Andre gysere har overlevet at være uoriginale ved at skrue op for farten og derved også intensiteten. Men enten satte folkene bag “Prom Night” deres lid til, at publikum aldrig havde set en gyser før, eller også var de sikre på, at noget andet end den fraværende uhygge ville redde filmen.

Og filmen bliver da også reddet lige på målstregen. “Prom Night” er ganske vist en uduelig gyser, men det unge ensemble, som dog langtfra brillerer, er lige præcis talentfuldt nok til at sikre, at man bliver [i]mildt[/i] interesseret i de stereotype karakterers skæbner. Hen mod slutningen (filmens absolut bedste del) er der også tegn på, at “Prom Night” havde fungeret bedre, hvis alt forinden var blevet omskrevet, og hvis filmen i stedet var blevet rekonstrueret som en almindelig thriller. “Prom Night” er også enormt flot, men soundtrackets mange ulidelige popsange fjerner ofte opmærksomheden fra billederne. Desværre overdøver musikken aldrig de elendige replikker. Det var mere uhyggeligt at byde en partner op til dans til dimissionen, end det var at overvære denne metervare.

[image=36766]

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Transferet er mere eller mindre pletfrit, og hverken komprimeringsfejl eller edge-enhancement forekommer nogensinde. Både kontrast- og farvegengivelsen er svær at sætte en finger på, og selvom billedet ikke altid er knivskarpt, og selvom detaljerigdommen sjældent er enorm, fremstår billedet aldrig tilnærmelsesvis sløret.

[b]Audio[/b]

Udgivelsens Dolby TrueHD 5.1-mix udnytter slet ikke kanalnetværket lige så opfindsomt som de fleste nyere gysere. Hver enkel lydeffekt og replik kommer ganske vist klart igennem, dynamikområdet er forholdsvis stort, og panoreringerne er nydelige og forholdsvis usynlige. De musikalske indslag folder sig også godt ud via samtlige højtalere, men det føles, som om adskillige lydeffekter er blevet nedtonet for at forhindre lyden i at opnå en så markant auditiv slagkraft, at filmen formentlig ville have sikret sig en højere aldersgrænse i USA. Baghøjtalerne er forbavsende tavse under sekvenser, hvor flere subtile lyde i allerhøjeste grad ville have gavnet og styrket stemningen. Et godt, men skuffende lydspor.

[image=36762]

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktøren Nelson McCormick og skuespillerne Brittany Snow og Johnathon Schaech har sammen indtalt et kedeligt kommentarspor til filmen. Der bliver sjældent talt om, hvordan scenerne blev skruet sammen, og trioen holder mange (oftest lange) pauser og beskriver for tit, hvad der sker i filmen. Deltagerne skamroser primært hinanden og deres andre kollegaer, og Snow er især dygtig til at fyre komplet ligegyldige anekdoter af om sit forhold til sine medspillere. Man har også mulighed for at studere filmmagernes storyboards, mens filmen kører, men de dukker forholdsvis sjældent op, og sandsynligvis vil ikke engang filmens største fans finde dem interessante.

Skiven indeholder 8 minutters slettede scener og sølle 2 minutters fraklip, der alle er uinteressante. Nøjagtig lige så ligegyldige er diskens 36 minutters dokumentarer, hvori filmens bagmænd bl.a. diskuterer filmens kostumer og kulisser. Da McCormick begynder at diskutere filmens ‘metaforer’ og at sammenligne “Prom Night” med “Ondskabens øjne” og “Se7en”, bliver det svært at holde latteren tilbage. Trailere til “Hancock”, “Redbelt” og “Vantage Point” medfølger desuden, og hvis ens afspiller er koblet til internettet, får man adgang til endnu flere trailere via skivens BD Live-sektion, og man kan også stemme på ens foretrukne dødsscene fra filmen. Man har desværre ikke mulighed for at svare ‘ingen’. Videomaterialet præsenteres i 480p.

[image=36765]

Kort om filmen

Det er deres store aften! Alt er tilrettelagt med limousine og værelser på hotellet, hvor deres sidste skolebal bliver afholdt. Nogle har endda drømme om at blive kåret som ballets konge og dronning. Det er den aften, Donna og hendes venner har set frem til gennem hele deres tid i high school, men glæden er samtidig blandet med tristhed, fordi det er klikens sidste aften sammen. Skoleballet er en slags afslutning, men for Donna kan det blive en mere definitiv afslutning, end hun havde forestillet sig. Richard Fenton, den mand, som hun tre år tidligere så slå hele hendes familie ihjel, er undsluppet fra fængslet og er på vej til byen. Kriminalassistent Winn ønsker ikke at ødelægge ballet, men sørger for diskret at være til stede på hotellet for at passe på Donna. Men Fenton er besat af Donna, overbevist om, at de hører sammen. Og enhver, der siger noget andet eller vil prøve at stoppe ham, bliver ryddet af vejen.

Ads by MGDK