Filmz
Public Enemies

Public Enemies

Medvirkende:

Johnny Depp, Christian Bale, James Russo, David Wenham, Christian Stolte, Jason Clarke, John Judd, Stephen Dorff, Michael Vieau, John Kishline, Wesley Walker, John Scherp, Elena Kenney, William Nero Jr., Channing Tatum

Instruktør:

Michael Mann

Filmlængde:

140 minutter

Genre:

Drama

Public Enemies

[b]Den store Dillinger[/b]

Der er alt mulig grund til, at instruktøren Michael Mann ikke bør være i stand til at fejle
med et ambitiøst projekt som “Public Enemies”. Manns bedrifter taler for sig selv, og han er om nogen mesteren i stiliserede thrillers, ambitiøse actiondrøn og portrætfilm med fantastiske værker som “Heat”, “Manhunter”, “Collateral” og “The Insider” i bagagen. Der er nogle af tidens største stjerner med i “Public Enemies” såsom Johnny Depp og Christian Bale, og vanen tro er der ikke sparret på produktionsomkostningerne. Alligevel er filmen en skuffelse.

[image=43762]

John Dillinger er kendt som en af de største forbrydere i amerikansk kriminalhistorie, efter han under 1930’ernes Depression røvede banker på stribe. FBI-chefen J. Edgar Hoover indsatte en hel enhed til at jagte ham og fik endelig ram på ham i 1934 under kæmpe mediebevågenhed. Til trods for at han blev kendt som “samfundets fjende nr. 1”, var han en medie-darling og blev af den brede befolkning betragtet som en moderne Robin Hood.

Det er så her, man automatisk tænker, hvad Michal Mann egentlig vil fortælle med en film om Dillinger. Problemet er, at det ikke er til at vide – selv efter man har set filmen – og det er der en lang række grunde til. Der mangler dybde og udvikling i karakterskildringerne, den røde fortællemæssige tråd er ikke-eksisterende, og filmen er mere bygget op som et fragmentarisk mysterium omkring myten Dillinger end mennesket bag. Fra start til slut er “Public Enemies” et stort 143 minutters umotiveret spørgsmålstegn. Intet underbygges ved eventuelle tilbageblik, og den sikkert spændende historie om en af historiens største bankrøvere svæver upåagtet hen, mens de ubesvarede spørgsmål hober sig op. Hvorfor blev Dillinger en myte i samtiden? Hvad var hans baggrund? Og hvorfor blev det et personligt projekt for Hoover at fange ham? Plottet er stramt konstrueret og forløber i og for sig, som det skal. Men det er som om, at Mann har bygget handlingen op omkring et ufærdigt manuskript.

[image=43763]

Det er spild af dygtige skuespillere, da ingen af dem helt får lov til at vise bare en smule tænder. Johnny Depp som Dillinger er en flygtig og hul eksistens, der er loyal overfor sine venner og til dels en af sine kærester, rutinepræget spillet af franske Marion Cotillard. Intet andet kommer op til overfladen. Christian Bale som Agent Melvin Purvis er seriøs og målrettet, men igen savnes psykologisk dybde. Selv Billy Crudrup som J. Edgar Hoover er tam, og han fremstår mest af alt som mere optaget af mediehåndtering end egentlig at fange Dillinger, uden at det underbygges yderligere.

Et punkt, hvor Michael Mann sædvanligvis udmærker sig, er som habil actionhåndværker. Actionsekvenserne er utroligt godt skruet sammen, særligt de mange nattescener, som vanen tro er optaget digitalt med HD-kamera, hvilket giver et karakteristisk præg. Man kan diskutere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at skyde filmen i HD, da det ærligt talt ligner noget optaget med et feriekamera. Det fungerede glimmerende i urbane sekvenser, som i “Collateral” og “Miami Vice”, men ligeså godt ser det ikke ud i “Public Enemies” – selvom scenerne i sig selv er både underholdende og medrivende. I det hele taget kan det mærkes rent teknisk, at der står en perfektionistisk Mann bag kameraet, hvilket trods alt skaber en smule balance i regnskabet til trods for, at filmen er skuffende og kedsommelig som helhed.

[image=43764]

Kort om filmen

Midt under den store depression, hvor bankerne synes at tage den sidste penny fra almindelige mennesker, er det ikke svært at føle sympati for en mand, der tager sagen i egen hånd – og tager pengene fra bankerne! Gennem en lang række frække og velgennemførte bankrøverier og med en blanding af medfødt karisma og sans for PR bliver John Dillinger noget af en folkehelt – samtidig med, at J. Edgar Hoover og hans nydannede FBI udnævner ham til “Public Enemy No. 1”.

Galleri

Ads by MGDK