Filmz
Punisher, The

Punisher, The (2004)

Medvirkende:

A. Russell Andrews, Michael Reardon, Rick Elmhurst, Omar Avila, Marcus Johns, Eddie Jemison, Russ Comegys, Mark Collie, James Carpinello, Rebecca Romijn, John Travolta, Antoni Corone, Roy Scheider, Marco St. John, Laura Harring, Ben Foster, Will Hasenzahl, Thomas Jane

Instruktør:

Jonathan Hensleigh

Filmlængde:

124 minutter

Genre:

Action

Punisher, The

FilmenDet er in at lave filmatiseringer af tegneserier, og nu er turen kommet til Marvels “The Punisher”. Denne tegneserie er blevet filmatiseret tidligere, hvor Dolph Lundgren spillede rollen som titelkarakteren i en yderst middelmådig film. Nu er det blevet Thomas Janes tur til at træde i The Punishers sko og spørgsmålet er så om den nye version er mere vellykket end den gamle? Svaret er nej.

[image=7890]

Fans af tegneserien vil måske kende filmens plot, der er baseret på historien kaldet “Welcome back, Frank!”. Personligt har jeg ikke læst tegneserien, så jeg kan ikke sammenligne filmen med dens forlæg. Man behøver dog ikke være kender af serien for at kunne indse, at filmen ikke har det helt store at byde på.

Det er en ganske uoriginal historie om hævn, som publikum præsenteres for. Der er masser af film i genren, som fx. de to Kill Bill film, og “The Punisher” har ikke rigtig noget der kan fremhæve den positivt i forhold til så mange andre. Frank Castle er undercover FBI agent og under en operation bliver den fremtrædende forretningsmand Howard Saints søn slået ihjel. Det er Saint naturligvis lidt muggen over, og han lader det gå ud over Frank Castle og hans familie. De er nemlig samlet i Puerto Rico til en familiesammenkomst, og her bliver de dræbt alle som en af Saints gorillaer. Frank overlever på næsten magisk vis, og drager nu tilbage til sin hjemby Tampa, Florida for at få hævn over Saint og hans familie.

Plottet er ligetil, og krydres med bl.a. Franks plagede tilværelse med druk og selvmedlidenhed. Han får dog lidt hjælp af sine naboer, der af en eller anden grund føler et fællesskab med denne enspænder. Plottet har også visse svagheder: Først og fremmest så afhænger hele filmen af at Frank overlever. Skurkene er simpelthen for dumme til at kontrollere at han nu også er død, en fejl der alt for ofte går igen i disse film. Ligeledes giver Frank sig til kende for omverdenen da han vender tilbage til Tampa, uden at politiet gør noget som helst. Hele mandens familie er pløkket, og man troede at han var død. Nu står han pludselig foran politistationen, er det er der INGEN der synes er underligt. Ligeledes er Franks planer for at få hævn mere komplicerede end filmen har godt af. Det er sløset arbejde af filmens skabere.

[image=7891]

Filmens hovedrolle som Frank “The Punisher” Castle spilles af Thomas Jane, der tidligere har spillet med i bl.a. “Deep Blue Sea”, “Magnolia” og “Dreamcatcher”. Der var stort ramaskrig blandt tegneseriens fans, da det blev offentliggjort at Jane skulle spille rollen. Heldigvis gør han det rigtig godt som den plagede Frank Castle. Han tilfører rollen en tilpas balance imellem styrke og sårbarhed. Skidt med at han med det mørke hår ligner Christopher Lambert på en prik.

John Travolta er ved at begå karriere-selvmord… endnu engang. Han spiller rollen som filmens skurk Howard Saint. Der er absolut intet nyt i Travoltas præstation. Han kopierer mere eller mindre sig selv fra “Broken Arrow”, “Face/Off” og “Swordfish”. Travolta skal til at tage sig sammen, ellers skal der vist mere end en Quentin Tarantino til at genoplive hans karriere… igen!

Ellers er der ikke meget at komme efter i skuespilsafdelingen. Rebecca Romijn-Stamos giver en forglemmelig præstation og det samme gør de fleste andre birolleindehavere. Bedste birollepræstation kommer fra Will Patton, der giver en isnende præstation som Saints gorilla Quentin Glass.

[image=7892]

Filmens bedste egenskab er dens dystre atmosfære, der holder et langt stykke hen ad vejen. Atmosfæren er med til at skabe filmen, men desværre ødelægges den i flere tilfælde af malplaceret humor, som fx. en scene hvor Frank får tæsk af en enorm russer, der nærmest er trådt direkte ud af tegneserien, imens hans naboer danser og synger til et stykke opera-musik. Scener som denne er direkte komiske, og det trækker ned. Det virker måske på det tegnede papir, men ikke på skærmen.

Conrad Hall Jr. er filmens kinematograf og hans smukke arbejde er med til at forstærke filmens atmosfære. Lyset i Castles lejlighed passer perfekt til hans humør. Et andet lyspunkt i filmen er den minimale brug af CGI. Filmen er lavet for $30 mio. og der har simpelthen ikke været råd til det helt store, hvilket kun er til filmens fordel. Filmens stunts har takket være dette det helt rigtige “feel” og det er et stort plus og et cadeau til filmens skabere.

Disse lyspunkter kan dog ikke trække filmen en klasse op. Det er og bliver en middelmådig film, som i allerbedste tilfælde kan levere lidt hjernedød action en søndag eftermiddag.

[image=7893]

VideoPå billedsiden er der et Anamorphic Widescreen transfer i 2.35:1 Aspect Ratio. På den positive side har transferet god farvegengivelse og der er heller ikke nogen edge-enhancement, eller film-artefakter at spore.

På den negative side så lider transferet under manglende skarphed. Dette er knap så tydeligt i close-ups, men når karaktererne er længere væk fra kameraet er deres ansigter helt udviskede. Ligeledes er der en del grums på transferet og disse to fejl trækker ned i vurderingen.

AudioPå lydsiden er der tre lydspor i Dolby Digital 5.1, hhv. på engelsk, tjekkisk og ungarnsk. Lydsporet leverer lidt mere for skillingen end billedsiden. Der er en del stille scener i filmen og dialogen i disse fremstår tydeligt og uden susen.

I action scenerne kommer der godt gang i subwooferen, mens surround-højtalerne er lidt for passive. Der er dog visse scener hvor disse udnyttes, og når det sker er separationen rigtig god. Det er ikke et lydspor i topklasse, men det er ganske acceptabelt.

[image=7894]

EkstramaterialeFørst og fremmest er der et kommentarspor med instruktør Jonathan Hensleigh. Han snakker konstant og der er meget få pauser. Han fortæller vidt og bredt om filmen og dens tilblivelse og om nogen af de ændringer han har lavet i forhold til tegneserien. Et ganske udmærket kommentarspor.

Dernæst er der to styks “Deleted scenes”, der ikke er specielt interessante. Der tales i dokumentarprogrammerne og på kommentarsporet om et helt sideplot, som ikke er med i filmen. Hvorfor ikke vise det her?

Dernæst er der et dokumentarprogram på ca. 25 minutter kaldet “Keeping It Real: Punisher Stunts”, der viser hvordan nogen af filmens stunts er lavet. Her er specielt fokus på et stunt hvor Castles bil hopper over en bro.

Et andet dokumentarprogram følger derpå, også ca. 25 minutter langt, kaldet “War Journal: On The Set of ‘The Punisher'”. Programmet er ganske interessant og omhandler naturligvis filmens tilblivelse med bl.a. interviews med cast og crew.

Til sidst er der en musikvideo, “Step Up” af Drowning Pool.

[image=7895]

Kort om filmen

Special-agent Frank Castle havde alt: en kærlig familie og et spændende job. Men da en hensynsløs forbryder hævner sig på Frank og myrder hans familie, genfødes han som The Punisher. Nu bruger Frank sine vågne timer på at bekæmpe forbrydelser i en dyster og voldelig verden, mens han arbejder sig frem mod regnskabets time for dem, der myrdede hans familie. Frank Castle er både dommer, jury og bøddel – og hævnen er hans.

Ads by MGDK