The Punishers farver er sort og hvid – hans symbol er et hvidt dødningehoved på sort baggrund. Dette er ganske rammende for hele filmen, som ganske vist er i farver, men hvis handling og karakterer er sort/hvide. “The Punisher” er således historien om en selvtægtmand af værste skuffe, som takket være det brutale mord på sin familie, får en undskyldning for at dræbe gerningsmændene uden nåde og med et kæmpe arsenal af våben. De onde er åh så onde – ejer hverken følelser eller medmenneskelighed – og de gode er åh så gode, men desværre hjælpeløse og stakkels udstødte individer i samfundet. De får dog hjælp i form af Frank Castle (Thomas Jane) a.k.a. The Punisher, der bliver de forsvarsløses beskyttende engel.

Filmen bygger på en Marvel-tegneserie, hvor helten til forskel fra Spider-Man eller Hulk ikke har overnaturlige kræfter, men er et almindeligt menneske, der dog er trænet kampsoldat og benytter sig af en del militært isenkram. Tegneserieforlægget havde den fordel, at den var meget kompromisløs i dens brutalitet og råhed, hvilket gjorde, at den var meget barsk, men at den samtidig virkede mere realistisk i sin fremstilling af vold og dets konsekvenser.

Filmen derimod, der er instrueret af nybegynderen Jonathan Hensleigh, giver sig ikke i kast med at skildre denne side af problematikken omkring hævn kontra straf og hele selvtægtspørgsmålet – det er action, det er vold og det er hæsblæsende, tilsat en portion humor og filmreferencer, som dog virker ganske malplacerede. “The Punisher” bringer mest af alt tankerne tilbage på de “gode gamle” actionfilm med Van Damme og Steven Segal, eller film som Arnold Schwarzeneggers “Sagen er bank” og “Commando”. Disse havde også en tendens til blot at vise vold for voldens skyld og indirekte hylde selvtægten som bedste løsning.

I “The Punisher” skal vi også forstå at politiet er magtesløse og at Frank Castle derfor må tage loven i egen hånd, men det faktum kommer aldrig rigtig frem. Filmens hovedpointe er samtidig, at han ikke er på hævntogt, men “blot” er ude på at straffe de onde gangstere, men netop her lider “The Punisher” af en stor selvmodsigelse, for hele filmen handler i bund og grund om Franks hævn over de folk, som dræbte hans familie på så grusom vis. Frank siger, at hævn er motiveret af personlige følelser, mens straf ikke er, men i hans tilfælde er der ingen tvivl om, at hadet til mafiabossen Howard Saint (John Travolta) og hans kumpaner er næret af, at de slog hans kære ihjel.

Ganske vist kan man sige om Thomas Jane, at han i sin fremstilling af Frank Castle ikke viser mange følelser – mest af alt er hans ansigt og kropssprog udtryksløst, og man forveksler ham næsten med Sylvester Stallone i dennes tidlige roller. Denne udtryksløshed virker bare i længden irriterende, og i scenerne hvor han sidder og tænker tilbage på sin kone og søn, savner man at han overhovedet reagerer, da det er tydeligt fra både manuskriptets og den bombastiske musiks side, at her er tale om dybt følelsesladede øjeblikke.

Endnu værre er det med John Travolta i sin fremstilling af den sadistiske og kolde Howard Saint, som er lige så karikeret og klichéfyldt, som den hob af hench-men han omgiver sig med, alle i sorte jakkesæt og sorte solbriller og med lige så meget udtryk som Agent Smith i “The Martrix”.

At instruktøren også forsøger at klemme nogle menneskelige og humoristiske elementer ind i filmen, i form af det udstødte trekløver Joan (Rebecca Romijn-Stamos), Dave (Ben Foster) og Bumpo (John Pinette), falder mest af alt til jorden. Det er tydeligvis ikke blevet bestemt om de skal være komiske eller tragiske, men de har dog visse momenter som fungerer. Især Ben Foster er god når han er seriøs, som i den ubehagelige torturscene, hvor han får flået alle sine piercinger ud!

Når det kommer til selve actionscenerne – og dem er der mange af – bliver man gang på gang irriteret over instruktørens forsøg på at citere andre film, som i scenen hvor Frank har et stand-off mod to skurke i en kontorbygning og der pludselig tyvstjæles fra Sergio Leones “Den gode, den onde og den grusomme” og dens endelige trekantsopgør. Dette er ikke sjovt; i stedet hiver det tilskueren ud af filmen, og man kan ikke lade være med at ærgre sig over, at instruktøren ikke kan beslutte sig for, om han vil lave en seriøs film eller hellere vil være en Tarrantino-klon. Ingen af delene fungerer. Det samme gør sig gældende i brugen af en Mariachi-hitman a la Robert Rodruigez’ “Desperado”, eller når selvsamme hitman siger til Frank: [i]”What idiot brings a knife to a gun fight?”[/i], som er et mere eller mindre direkte citat fra Brian De Palmas’ “De uovervindelige”.

Disse optrin gør desværre også at handlingen, med de konstante angreb og modangreb fra henholdsvis Frank og Howard, trækker ud og bliver kedelig, samt at scenerne synes at mangle retningssans og et større formål end bare at introducere endnu en actionsekvens. Dette kan også mærkes på filmens længde – den varer over to timer – og der kunne sagtens være skåret en halv time fra.