[b]Det tryghedssøgende, hvide Amerika[/b]

Der er udkommet flere gode film gennem årene, hvori ukendte mennesker med skumle intentioner bryder ind i sagesløse borgeres huse. “Halloween”, “Ils” og “Funny Games” er blot få eksempler på film, der har taget den såkaldte [i]home invasion[/i]-genre og gjort den til sin egen. “The Purge” er [i]ikke[/i] en af de film.

I 2022 er USA en ren utopi. Arbejdsløsheden og kriminaliteten er sunket til et minimum, og alt er fryd og gammen. Altså bortset fra én eneste nat om året, hvor folk har lov til at gøre lige, hvad de har lyst til. Her er alt tilladt. Man kan slå ihjel, begå indbrud og voldtage på livet løs, indtil den næste dag begynder, og den rolige hverdag begynder igen. På denne ene nat låser James Sandin sig inde med sin familie i sit topsikrede(?) hjem, men pludselig vil nogen af disse selvproklamerede selvtægtsmænd ind, koste hvad det vil.

Det, der især gør “The Purge” svær at sluge, er dens fundamentale koncept. Det må være en gåde for de fleste mennesker, hvordan en regering kan sætte sig ned og fra den ene dag til den anden retfærdiggøre, at denne udrensning er en god idé. At næsten hele den amerikanske befolkning med ét bliver voldspsykopater er lige så usandsynligt og gør simpelthen filmen for utroværdig. Skulle én enkelt aften om året virkelig gøre op for al kriminalitet? Hvad med bander, narkosmugling, prostitution og alle de andre former for kriminalitet, der ikke kan fungere, hvis det ikke har en vis kontinuitet? Og hvis en regering er vanvittig nok til at mene, at en sådan “udrensning” er en god idé, ville man så ikke sætte en stopper for det i det efterfølgende år, når man opdagede, at der simpelthen ikke var ressourcer nok dagen efter udrensningen til at tage vare på alle de uheldigt nødstedte? Det giver simpelthen ingen mening.

“The Purge” vil meget gerne være en skarp satire over samfundet. Det understreger den i flere scener, hvor personerne i filmen taler til tilskueren og ikke de andre karakterer. [i]”Vi er veluddannede”[/i], siger den vandkæmmede skurk, mens han smiler djævelsk til familiefaderen bag hoveddøren. Ja, hvis ikke uniformen med Ivy League-emblemet er nok til at give os den information, så skal manuskriptforfatteren nok give skurken ordene til at videregive oplysningerne. Der er utallige af den slags episoder i “The Purge”, som understreger dens morale og pointe så kraftigt, at den til sidst ender med at ligne en satire over sig selv.

Heldigvis bliver filmen hevet op af Ethan Hawke og især Lena Heady, som spiller hustruen, der tvivler på det rigtige i denne årlige udrensning. Headys præstationer bærer ofte præg af hendes store indlevelsesevne, og ligesom i “300” er hun her med til at gøre en halvdum film nogenlunde seværdig. Resten af castet overspiller på livet løs og er med til at ramponere filmens forsøg på at være plausibel. Og når husets angiveligt fantastiske sikkerhedssystem bliver smadret med den største lethed, er det svært ikke at tage sig til hovedet i frustration over det dårlige manuskript.