Filmz
Quantum of Solace

Quantum of Solace

Medvirkende:

Daniel Craig, Mathieu Amalric, Judi Dench, Gemma Arterton, Olga Kurylenko, Rachel McDowall, Jeffrey Wright, Stana Katic, Giancarlo Giannini, Jesper Christensen, Oona Chaplin, Neil Jackson, Tim Pigott-Smith, Anatole Taubman, Rory Kinnear, Tracy Redington, Joaquín Cosio, Simon Kassianides, Fernando Guillén Cuervo, Jesús Ochoa, David Harbour, Glenn Foster, Laurence Richardson

Instruktør:

Marc Forster

Filmlængde:

106 minutter

Genre:

Action, Drama, Thriller, Adventure

Quantum of Solace

[b]The Bond Ultimatum[/b]

Der er et fantastisk øjeblik få minutter inde i “Quantum of Solace”. Efter at James Bond har dolket en slyngel i halsen efter en hæsblæsende knivkamp, nærstuderer kameraet Bonds ansigt, mens han holder fast i den lammede, døende forbryders hånd. Man forledes næsten til at tro, at Agent 007, der tydeligvis ikke nyder oplevelsen, forsøger at berolige sin modstander. Bonds anstrengte grimasse står i stærk kontrast til de mange brede smil, den fiktive agent har mønstret de sidste 46 år efter at have begået drab. Daniel Craig skærer her igennem den mytologiske figurs iskolde facade som en varm kniv gennem smør og afslører mennesket indenunder. Han understreger, at der er en konflikt i karakteren, og at selv den sejlivede, kølige brite kan påvirkes af sin barske profession.

[image=31764]

Desværre er der ikke nok af den slags øjeblikke i “Quantum of Solace”. Ligesom filmens succesrige forgænger, “Casino Royale”, tilstræber “Quantum of Solace” at løfte sløret for hidtil uviste facetter af James Bond. Men man efterlades med en nagende følelse af, at filmen for ofte trækker i land og tyr til hæsblæsende [i]tju-bang[/i] og vanlige klicheer efter at have begivet sig ind på territorium, serien sjældent har udforsket. Visse sekvenser afbrydes pludseligt, når de synes at nærme sig klimaks, og fascinerende dialoger rundes hastigt af. Tak Gud for, at Craig er så fabelagtig en skuespiller, at han med få subtile gestikulationer kan fortælle enormt meget. Han er endnu bedre end i “Casino Royale” – mere tilpas med sit ansvar ligesom sit alter ego.

Bond har dog færre avancerede dingenoter end sidst at gøre godt med, og flere af seriens kendetegn er blevet droppet i et forsøg på at gøre seriens fantasifulde univers mindre karikeret. Det ikoniske Bond-musiktema tages eksempelvis aldrig i brug. Ingen promiskuøse kvinder føjer sig lynhurtigt for Bonds lyster, Agent 007 konstaterer aldrig sit navn, og ikke én eneste Vodka Martini bestilles. “Quantum of Solace” er bestemt en af seriens mest realistiske, alternative dele. Og selv med en instruktør som Marc Forster ved roret, der er ekspert i følelsesladede karakterdramaer, har den 22. officielle Bond-film udartet sig til en mere underholdende og tilfredsstillende actionfilm end “Casino Royale”.

[image=31762]

Det har også noget at gøre med spillelængden på 106 minutter – et rekordlavt antal for en Bond-film. Både “Casino Royale” og “Quantum of Solace” har rodede, ufyldestgørende slutninger, der vil for meget, men kan for lidt. Men i det mindste kender sidstnævnte film sin besøgelsestid. Actionsekvenserne er fænomenale. Under flere af dem er brugen af krydsklip og musik så virtuos, at man hurtigt fortrænger, at de første 20 minutter ikke blot låner, men tyvstjæler fra “The Bourne Ultimatum”. En flugt over en række tage og førnævnte knivkamp fastslår med syvtommersøm, at de to films actionscener blev udarbejdet af de samme stuntkoordinatorer.

Men hvis man absolut skal stjæle, hvorfor så ikke også gøre det fra de bedste og endda med stil? På bedste James Cameron-facon bliver plotrelevante redegørelser tit fyret af, mens figurerne er på farten, så man får aldrig tid til at kede sig imellem spændingsmomenterne. Og filmen giver verdenssamfundet en fortjent lussing via historien om et verdensomspændende netværk af griske skurke, der udnytter vestlige nationers tørst efter olie og penge til at opnå mere magt og manipulere U-landene. Overraskende og uventet er “Quantum of Solace” et mønstereksempel på, hvordan man indlemmer politiske budskaber i en spændingsmættet thriller uden at miste fremdrift – tag dén, “Blood Diamond”!

[image=31763]

Kort om filmen

007 er fast besluttet på at forstå, hvorfor Vesper bedrog ham og finde frem til sandheden. Forhøret af Mr. White afslører en organisation, der er langt mere kompleks og farlig, end nogen havde forestillet sig. Missionen bringer 007 til Østrig, Italien, Sydamerika og Haiti, hvor han gennem en forveksling møder den smukke, men tvivlsomme Camille. Hun leder Bond til Dominic Greene, en nådesløs forretningsmand og en vigtig spiller i organisationen. Bond opdager en sammensværgelse mellem Greene og generalen Medrano, der lever i eksil og udnytter sine kontakter i CIA og den britiske regering for at gennemtrumfe sin plan om at overtage kontrollen over en af verdens vigtigste naturressourcer. I et minefelt af forræderi, mord og bedrag allierer Bond sig med gamle venner. Mens han kommer tættere på den mand, der blackmailede Vesper, må han hele tiden være et skridt foran CIA, terroristerne og selv M for at afsløre Greenes udspekulerede plan og sætte en stopper for organisationen.

Ads by MGDK