[b]Kamæleon i cowboystøvler[/b]

At skabe fantasiverdener er ikke noget nyt for kæledyrs-kamæleonen Rango, der tilbringer tilværelsen bag glasvæggen i en æske og kun har en halv Barbiedukke og en legetøjsfisk som selskab.

Herfra opdigter han konstant eventyr, men et uheld på en motorvej sender dog Rango ud af hans sikre verden, og han havner i stedet i en lille westernby, hvor anarkiet hersker. Byens beboere ved ikke, hvem Rango er, og det giver ham pludselig en lys ide. Hvis man selv kan skabe sin personlighed fra bunden, hvorfor så ikke vælge heltens rolle?

Vi er ikke mere end et par minutter inde i “Rango”, før en henvisning til “Fear and Loathing in Las Vegas” smides ind i puljen, og man bliver klar over, at sagerne serveres med et drys galskab, som man sjældent finder i animationsfilm. Identitet er en selvskabt størrelse her, og dyrene i cowboy-byen viser sig kun at være alt for ivrige efter at få en helt, da den støvede flække både plages af banditter og akut vandmangel. Med mere held end forstand lykkes det for Rango at klare de første ærter, men hvor længe kan han opretholde illusionen, før borgerne opdager, at noget er riv ravende galt?

“Rango” er lavet af Gore Verbinski, som også har stået bag “Pirates of the Caribbean”-serien, og hvor den filmserie lavede enkelte nik til andre film, så har Verbinski for alvor ladet sin indre filmnørd gå amok i “Rango”. Fra start til slut er filmen proppet på alle leder og kanter med charmerende henvisninger og musikalske lån fra westernskabere som Sergio Leone, Sam Peckinpah og John Ford. Selv navnet er et nik til den blodige kult-western “Django”, og filmens plot om det manglende vand er oven i købet taget direkte fra “Chinatown”. Der er med andre ord læssevis at frydes over som fan af klassiske westerns og spændingsfilm, men samtidig vil en del af filmens lune selvsagt gå hen over hovedet på de alleryngste biografgængere.

Til den pressevisning, som jeg deltog i, blev filmen vist med dansk tale, hvilket er ærgerlig, eftersom de engelske stemmer angiveligt skulle være ganske fremragende. De danske bidrag gør, hvad de kan, men western-jargonen kommer unægtelig til at lyde meget fjoget på dansk. Det er mindre John Wayne fra “The Searchers” og mere Dirch Passer fra “Præriens skrappe drenge”. Til gengæld så er filmens visuelle side fuldt indtakt. “Rango” er ILM’s første animationsfilm, og den ser ganske enkelt blændende ud. Ikke mindst i de store landskabsbilleder mister man hurtigt fornemmelsen af at overvære en animationsfilm, og når Rango med følgeskab ridder mod solnedgangen, ligner det næsten en scene fra “True Grit” til forveksling. Samtidig krydres hele herligheden med en fræk opfindsomhed, der er ganske uimodståelig. Historien som helhed trænger til gengæld til en opstramning enkelte steder. Handlingen er indledningsvist lidt vel rigelig tid om at komme i gang, og et enkelt møde med en Clint Eastwood-figur er et totalt fejlskud.