[b]Ikke helt til rotterne[/b]

Lige da man ellers var parat til at afskrive animationsgenren permanent som en platform for dovne, kyniske stiløvelser, disker filmselskabet Pixar op med “Ratatouille” – en filmisk lækkerbisken i mere end én forstand. Men andet burde man naturligvis ikke have forventet fra naturtalentet bag “The Incredibles” og “Drengen og jernkæmpen”: Oscar-belønnede Brad Bird.

Bird var ellers ikke førstevalget til at instruere Pixars seneste opus. Han hoppede først på vognen, efter at den oprindelige instruktør, tjekkiske Jan Pinkava, havde sagt op på grund af kreative uenigheder med Pixars ledelse. Men selvom der var store vanskeligheder med at få filmen færdiggjort til tiden, er slutresultatet trods alt genrens mest helstøbte og fornøjelige værk, siden netop “The Incredibles” så dagens lys. Bird og hans talrige undersåtter har proppet filmen med det, man ofte savner i nutidens ultrakommercielle og oftest banale familiefilm: Sympatiske figurer, charmerende replikker, kreativ dristighed og fornøjelige vittigheder, der synes at opstå naturligt. Og så er filmen selvsagt hamrende flot.

Mens de fleste af Birds rivaler har travlt med at hive vanvittige og vanvittigt stupide historier og figurer, som er umulige at identificere sig med, ud af ærmerne, stiller Bird i stedet skarpt på de normale trængsler, vi alle gennemgår her i livet. Det er formentlig derfor, at mandens film er langt mere relevante og engagerende end gennemsnittet. “Ratatouille” har mere noble intentioner end at afføde en strøm af computerspil og legetøj. Den vil fortælle en simpel, opløftende historie om det at følge ens drømme. Bird formår at fortolke den klassiske fortælling på en helt ny måde via sine særprægede subjekter: En madglad rotte og en kikset dreng, der [i]rotter[/i] sig sammen imod et fransk køkkens ubarmhjertige chef og omverdenens ætsende intolerance.

Kun en halvsløv midterdel og en lidt for lang spilletid irriterer. Men igennem hovedparten af filmen opnås en magisk harmoni mellem bevægende drama og fyrstelig komik, Michael Giacchinos musik og stemmelæggernes livlige røster, de underskønne billeder og den ufejlbarlige lydside, de uimodståelige figurer og den gode historie. Ydermere kan “Ratatouille” prale af at mønstre filmhistoriens formentlig morsomste flashback, men Bird og Co. kan mest af alt være stolte af at have lavet en film, som ikke blot styrker ens appetit på mad, men også på livet.

[b]Video[/b]

Udgivelsens transfer kan let beskrives med ét enkelt ord: Perfekt. Billedet er pletfrit og knivskarpt. Hvert eneste spinkle hår på rotternes kroppe er tydeligt, og ofte tager man sig selv i at nærstudere alle baggrundens enkeltheder. Farverne sprudler af vitalitet, og hverken komprimeringsfejl eller edge-enhancement optræder. Kontrastgengivelsen er også eminent – selv billedsidens mørkeste afkroge er spækket med detaljer, der aldrig drukner i mørket.

[b]Audio[/b]

Skivens ukomprimerede engelske PCM 5.1-lydspor er ligeledes umuligt at pege fingre ad. Filmens Oscar-nominerede lydside er rig på auditive højdepunkter i alskens afskygninger – fra lavmælte, lydeffekter, der bidrager fornemt til filmens opslugende atmosfære, til bombastiske lydeffekter, der får gulvet til at ryste. Samtlige lyde, replikker og musikalske indslag er krystalklare, og støj forekommer aldrig. Samspillet mellem højtalerne er formidabelt, og brugen af subwooferen er effektiv og velovervejet. Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også, og selvom det ikke byder på en helt lige så fornem gengivelse af lydsidens dybeste og højeste toner, er det ligeledes et hæderligt mix. De danske stemmer er livlige og passer ganske godt til karaktererne.

[b]Ekstramateriale[/b]

Så snart skiven smækkes i afspilleren, præsenteres man for en reklame for Disneys mange Blu-ray-udgivelser og trailere til “Tornerose”, “Wall•E” og “Biler”. En stor del af ekstramaterialet præsenteres i fornem kvalitet og i opløsningen 1080p.

Den animerede kortfilm “Lifted” (5 min.) er den legendariske lyddesigner Gary Rydstroms instruktørdebut. Det er en fuldstændig uimodståelig lille genistreg om et rumvæsen, der desperat forsøger at kidnappe en mand fra hans værelse. Omtrent lige så underholdende er kortfilmen “Your Friend the Rat” (11 min.), som beretter om rotteracens historie. I mini-dokumentaren “Fine Food & Film” (14 min.) fortæller mesterkokken Thomas Keller om madlavning, mens Brad Bird sideløbende udtaler sig om det at lave film. Det er sjovt at spotte lighederne mellem de to mænds tilgange til deres respektive professioner. Featuretten “Remembering Dan Lee” (3 min.) er en ganske rørende hyldest til en af Pixars afdøde animatorer.

Java-spillet “Gusteau’s Gourmet Game” er sjovt og udfordrende, og ligesom “Ratatouille” appellerer spillet både til voksne og børn. Det gælder om at lave mad til en restaurants kunder, der bestiller specifikke retter, som man så skal lave via de rette ingredienser. En af discens andre interaktive funktioner hedder “The Will”, der giver seeren adgang til en sekvens fra filmen, som man kan se med to vidt forskellige musikalske kompositioner som underlægning.

Der er også inkluderet tre slettede hele scener og fem slettede skud, som tilsammen varer 18 minutter. Alle de slettede skud indledes af nogle herlige, iscenesatte interviews med filmens animatorer i sort/hvid, der (akkompagneret af trist strygermusik) begræder ekskluderingen af deres arbejde. Ingen af de slettede scener er færdiggjorte, så billedkvaliteten er ikke høj, men scenerne er dog interessante. Flere af filmens bagmænd dukker op for at forklare, hvorfor scenerne blev droppet.

Ydermere er der omtrent 15 minutters såkaldte videobriefinger, der giver seeren lejlighed til at se animatorerne diskutere flere af filmens sekvenser. De er mere interessante at overvære, end man skulle tro. Og så er der ca. 51 minutters velproducerede featuretter, som omhandler alt fra karaktererne og musikken, til arbejdsforholdet mellem mænd og kvinder i tegnefilmsbranchen og forsøgene på at gengive Paris’ virkelige look. Hvis man aktiverer den såkaldte “Cine-Explore”-funktion, bliver man under filmen præsenteret for relevante uddrag fra ekstramaterialet, flere billeder og kommentarer fra Bird og produceren Brad Lewis.

Det eneste, man virkelig savner, er et kig på filmens lydside og et kommentarspor med Bird og skuespillerne.