En rotte i køkkenetDet er efterhånden blevet en vane at have store forventninger, når den næste Pixarfilm er på trapperne i de danske biografer. Og med en række solide hits som “Monsters Inc.”, “Find Nemo” og “De utrolige” er det da heller ikke videre overraskende. Især er forventningerne store, når det er Brad Bird, der instruerer. Bird stod bl.a. bag den uforlignelige superheltekomedie “De utrolige”, og han har desuden en fortid som producent på serien med alles yndlingsfamilie, “The Simpsons”. Og den seneste delikatesse fra Pixar og mesterkokken Bird, “Ratatatouille”, er endnu en lækkerbisken af en fortælling – denne gang om en fransk gnaver med sans for det finere franske køkken. Med en fin blanding af herlig visuel komik, en kæk dialog og en rørende historie er “Ratatouille” let som en souffle, men rammer alligevel dybt som en mørk rødvin.

Rotten Remy har drømme, som rækker langt ud over rottereden og en tilværelse centreret omkring at plyndre den nærmeste affaldsbunke. Remy har nemlig næse for den finere franske madlavning og er velsignet med alt det, der skal til for at blive en kok i verdensklasse; en fremragende smag og sans for detaljer. Blandt sine artsfæller finder Remy dog ikke den store forståelse for denne lidenskab. Hans runde og velmenende bror, Emil, spiser hellere end gerne direkte fra møddingen, mens deres barske far ikke bryder sig meget om Remys høje ambitioner, som hører bedre hjemme i menneskenes verden. En dag ender en af Remys ture i den lokale bondekones køkken galt. Hele rottereden jages ud af deres landlige hjem, og under flugten bliver Remy adskilt fra familien. Af de sædvanlige uransagelige veje enhver historie af denne type bør have, havner Remy i haute cuisinens højborg, Paris, i nærheden af restauranten, hvor den nu afdøde legendariske kok Auguste Gusteau kokkererede under mottoet: alle kan lave mad.

Ledsaget af en vidunderlig sentimental stemning fremkaldt af nostalgiske billeder af et Paris, som vi alle drømmer om, at det burde se ud med brostensklædte små gader, der giver genlyd af klangen fra den lokale spillemands trækharmonika – mens vi hører klirren af kaffekopper fra en nærliggende fortovscafé – byder Remys nysgerrighed ham naturligvis at se nærmere på gamle Gasteaus restaurant. Her møder han den unge køkkendreng Linguini, som modsat Remy er fuldstændig ude af stand til at koge et æg uden at det ender i en katastrofe. Efter en del kommunikationsbesvær menneske og rotte imellem indgår de to i ægte Gøg og Gokke-stil et samarbejde, hvor Remy under Linguinis kokkehue med fast greb om hans hår styrer Linguini igennem den svære kokkekunst, som var han en anden marionetdukke. Således kan Linguini bevare sit job, mens Remy får mulighed for at lave mad af den fineste slags til folk, som sætter pris på det. Naturligvis glider det ikke fuldstændig gnidningsløst. Den lille troldelignende og helt igennem ondsindede chefkok på Gasteaus, Skinner, har ikke meget til overs for gamle Gasteaus motto om at alle kan lave mad, og han har slet ikke fidus til Linguinis nyfundne evner i køkkenet. Samtidig anstrenges forholdet mellem Linguini og Remy, da Linguini falder for restaurantens kvindelige kok, Collette. Og da Remy genfinder sin familie bliver spørgsmålet for alvor, om en rotte overhovedet hører hjemme i et køkken.

De tematiske stikord i “Ratatouille” er meget i stil med dem, vi så i de “De utrolige”; det handler om familie og det at skille sig ud fra resten af flokken. For så vidt er det bare en ny variation over H.C. Andersens “Den grimme ælling”. Man kan sagtens ende som køkkenchef, også selvom man er født i rendestenen. Og selvom det måske virker en anelse banalt med denne moralske slagside, så er pointen leveret med sådan en energisk billedside og overvældende fortælleglæde, at filmen fænger fra start til slut. Selv når scenerne bevæger sig ud i det stærkt sentimentale, er det svært at afholde sig fra at knibe en lille tåre, for det er håndteret med en enestående evne til at afvæbne publikum, og man opgiver helt frivilligt enhver form for forbehold for til gengæld at få vakt den barnlige glæde til live.

Instruktøren Brad Bird er i øjeblikket kokken over dem alle i det kreative Pixarkøkken. “Ratatouille” er skabt med en kærlighed til et nostalgisk Paris og navnlig til den klassiske filmfortælling. Filmens naive historie, som fuldstændig eliminerer enhver reservation man måtte sidde med, bringer tankerne hen på de gamle Hollywoodklassikere, som var præget af samme naivitet, en energisk fremdrift og charmerende små fortællinger, som gerne var udstyret med et velmenende moralsk tema. Bird minder os med “Ratatouille” om, at der i allerhøjeste grad stadig er plads til og potentiale i det klassiske eventyr, som kan samle hele familien.