[b] Medie-stormtropper [/b]
I en tid fyldt med politisk spin i alle medier, tematiserer veteraninstruktør Brian De Palma over betydningen af “Redacted”, som vil sige at “pynte” på noget eller få ting til at se mere ud, som man gerne vil. Hjemmevideoer, arabiske nyhedsstationer, internetblogs, YouTube-videoer og overvågningskameraer er blot nogle af de mange billedkilder, der danner rammen for “Scarface”-faderens syvogtyvende spillefilm.
Irak er invaderet af USA, og genopbygningen er en lang og drøj proces. Nord for Baghdad i Samarra er en gruppe soldater udstationeret ved et strategisk checkpoint for at visitere al lokal gennemgang. En bil kommer kørende i hurtig fart mod afspærringen, og siden mange irakere er analfabeter og ikke forstår skiltning, nægter chaufføren i bilen at stoppe på trods af soldaternes ordrer. Reno Flake, der sidder vagt ved maskinkanonen, gennemhuller bilen, der i virkeligheden kører for hurtigt på grund af en haste-fødsel og ikke en terror-aktion. En uskyldig gravid kvinde i bilen dør, og grobunden for uhæmmet hævnakt er lagt.
[i]”Dette er ikke en Hollywood-film. Der er ikke nogen logisk narrativ”[/i] siger soldaten Salazar til kameraet i sin egen hjemmevideoproduktion, der skal sikre ham en plads på filmskolen, når han vender hjem fra Irak-krigen. Mexicaneren filmer ihærdigt for at dokumentere de udsendte soldaterkammeraters strabadser på klos hold, men ved ikke, at han blot er et af uendeligt mange medier, der i virkeligheden gør det samme. Brian De Palma udnytter i “Redacted” i stedet for gængse kameravinkler de mange kilder, filmens virkelighed tilbyder, til at væve et sammenhængende billede. De fleste kender formen fra “The Blair Witch Project” og “Cloverfield”, men De Palma bruger ikke blot en, men alle de kamerakilder der er til rådighed. En fransk dokumentar viser eksempelvis, hvordan amerikanske soldater og lokale irakere mødes ved checkpointet i en farlig cocktail af kedsomhed og ydmygelse. Et andet sted giver et webkamera afløb for en anarkistteenagers frustration over krig og vold. Og et helt tredje sted henretter Al Qaeda ved halshugning på hjemmevideo.
[image=31662]
De unge, forholdsvis ukendte skuespillere er desværre ikke helt med på Brian De Palmas kreative medieleg, siden kun hver anden skuespiller er fuldt ud troværdig. B. B. Rush er en typisk “den-tykke-dreng-i-klassen-der-har-fået-nok-af-mobning-og-nu-er-psykopat-i-militæret” med samme karakterdybde som bogryggen af et “Basserne”-blad. Den krigsliderlige og i det hele taget bare liderlige Reno Flake fungerer bedre i “vanvittig-soldat-rolle-nr. 2” og bliver i sin evige ruspåvirkede selviscenesættelse foran Salazars hjemmevideokamera et af filmens højdepunkter. Også Gabe Blix giver et upåklageligt portræt af delingens intellektuelle bogorm på trods af de store briller, han har fået på (skulle nogen være i tvivl om hans rolle som nørd). Soldaterdelingens pæne dreng McCoy bekender krigssynder til sin velkommen-hjem-fest og bryder sammen i gråd. Få sekunder efter råber en gæst, at McCoy skal fejres, og alle fortsætter, som intet er hændt. Illusionen er brudt, og der er ingen tvivl – McCoy er blot en skuespiller, og “Redacted” blot en film.
[image=31663]