Det kan godt være, at fodbold er nationalsport i Danmark, men det er intet i forhold til italienerne. En håndfuld dage efter Paolo Sorrentino takkede Diego Maradona for sin nylige Oscar, lander den her lille sorte hyldest til det smukke spil, alle vinderne, taberne, dem der snyder, og dem, der bliver fanget i at snyde. Kunne man forestille sig Susanne Bier stå på scenen og dedikere sin kunstneriske triumf til Søren Lerby? Det ville være et smukt øjeblik uden tvivl, men indtil den skønne dag kommer, må man fornøje sig med “The Referee”, der lumskt grinende går på æblerov i filmhistorien.
[image=79003]
Parallelt med alt dette er dommeren Cruciani på vej mod at opfylde sit mål om at dømme en europæisk finale, men bliver fedtet mere og mere ind i noget godt gammeldags ærligt snyderi.
Historien er egentlig noget rodsammen, der bare bygger og bygger op til den endelige kamp, imens grædende mama’er, blinde trænere og en furie af en landsbyskønhed, danser rundt omkring Matzutzi i et hidsigt tempo.
[image=79002]
Eller ved de lidt mørkere sider af et land, hvor mesterholdet Juventus på ti år er gået fra tvangsnedrykkede [i]matchfixere[/i] til fejrede helte. Korruption er et gennemgående tema med den vise pointe, at snyder man, så bliver man fandme ikke taget i det! Og man skal fandme heller ikke blive opdaget i at stjæle sin fætters får, hvis man ikke vil starte en årelang blodfejde. Meget af plottet i “The Referee” bygger på røvrenderi, der går galt.
[image=79009]