Vi var vist var mange, der troede, at 3D med et par enkelte undtagelser ville forblive i 1950’erne, men ikke desto mindre er den tredje dimension nu tilbage for alvor og farer bogstavelig talt lige i hovedet på en i “Rejsen til jordens indre”.
[image=41417]
Historien er baseret på Jules Vernes klassiske roman, men er snarere en slags fortsættelse end en genfortælling. Den handler om forskeren Trevor Anderson, spillet af Fraser, der sammen med sin nevø opdager, at Vernes roman rent faktisk er baseret på rigtige begivenheder. I selskab med den kønne Hannah undersøger han sagen nærmere, indtil de alle tre uundgåeligt bliver fanget i den indre verden, der viser sig både at byde på ganske anderledes planter og dyreracer, hvoraf mange bestemt ikke er ufarlige.
[image=41418]
“Rejsen til jordens indre” er instrueret af Eric Brevid, der hermed får sin spillefilmdebut. At han har en fortid i special effects lader sig dårligt fornægte, og filmen føles da også langt hen ad vejen som en tur i et tivoli, hvor de forskellige forlystelser bliver vist en af gangen. Eftersom historien ikke indeholder en egentlig skurk, er hovedpersonernes eneste fjende de farlige omgivelser, der skiftevis prøver at tage livet af vore helte. Det ville utvivlsomt gøre oplevelsen dræbende kedsommelig i en konventionel film, men takket være 3D-gimmicken underholdes man alligevel, når dræberfisk, sten, dinosaurer og kødædende planter fare mod en, og man gentagne gange må undertrykke trangen til at dukke sig.
[image=41420]