Filmz
Rejsen til Saturn

Rejsen til Saturn

Medvirkende:

Casper Christensen, Frank Hvam, Ali Kazim, Iben Hjejle

Instruktør:

Kresten Vestbjerg Andersen, Thorbjørn Christoffersen

Filmlængde:

86 minutter

Genre:

Sci-Fi, Action, Komedie, Animation, Adventure, Familie

Rejsen til Saturn

[b]En sjov rumrejse[/b]

Folkene, der gav Anders Matthesens “Terkel i knibe” liv på det hvide lærred, er tilbage med en ny animationskomedie med højtflyvende ambitioner. Børn, skolegårde og den politisk ukorrekte humor, som var at finde i “Terkel i knibe”, har de ladet ligge for i stedet at koncentrere sig om Claus Deleurans’ tegneserie “Rejsen til Saturn”.

Danmark er nået til den epokegørende dag, hvor man skal sende en ekspedition til planeten Saturn for at klarlægge, hvordan den kan drænes for energiressourcer, alt sammen finansieret af den mægtige forretningsmand Karl Maj. Desværre får teamets navigatør salmonellaforgiftning i sidste øjeblik, og der må derfor findes en afløser i en fart. Valget falder på den helt almindelige Per, der gerne vil føre sig frem som astronaut. Begejstret bliver han dog ikke, da han finder ud af, at han er tiltænkt pladsen som navigatør i det i forvejen brogede astronautteam.

[image=30673]

Pers tidligere kæreste Susanne, der er teknisk chef på projektet, er heller ikke begejstret for Pers indtræden i rummissionen. Hun mener ikke, han har evnerne til en sådan opgave og forsøger at stoppe det. Det lykkes ikke, og snart er Per og resten af astronautteamet af sted på deres ekspedition til Saturn. Foruden Per består de af Arne Skrydsbøl; en skydegal militærmand, der gerne vil styre teamet med stram disciplin; den naturfilmentusiastiske og øl-tørstige Ole; samt indvandreren Jamil, der som led i at få dansk statsborgerskab er med på turen. Ekspeditionen bliver dog overrasket, da de ved ankomsten til Saturn finder ud af, at planeten allerede er indtaget, og at de fremmede væsener langtfra er venligsindede.

Animationen af “Rejsen til Saturn” er forholdsvis enkel, som det var tilfældet i “Terkel i knibe”, men alligevel anderledes og væsentlig bedre. Væk er de sugerørstynde ben og arme såvel som de store hoveder. Figurerne i “Rejsen til Saturn” ser lidt mere “normale” ud lige på nær deres enorme næser, som er på størrelse med et miniflute. Den enkle animation er ikke noget minus, da der på intet tidspunkt er tvivl om, hvad der foregår, og animationen bliver samtidig båret af en god og sjov historie.

[image=30674]

Stemmerne bag de mest fremtrædende figurer i filmen leveres af Casper Christensen, Iben Hjejle, Frank Hvam, Simon Jul Jørgensen samt Ali Kazim, og de kræver næppe nærmere præsentation. Resultatet er bedre end forventet, når der tages højde for de stereotype roller, som de næsten altid optræder i. Særlig skal Frank Hvam, Simon Jul og Ali Kazim have ros for deres indsats. Ikke fordi deres stemmer udskiller sig meget fra deres normale, men fordi de leverer stemmerne i en grad, der går fremragende overens med deres fornøjelige karakterer, godt hjulpet af manuskriptet, der giver dem en lang række sjove replikker.

Dem, der skuffer, er Casper Christensen og Iben Hjejle, der ikke får meget ud af deres roller som Per og Susanne. Til deres forsvar skal det siges, at deres karakterer ikke er videre interessante og slet ikke har fået den karisma, som de andre karakterer er i besiddelse af, hvilket har givet skuespillerne noget mindre at arbejde med. Alligevel burde Iben Hjejle være i stand til at fremstå som noget mere end blot en mørkhåret udgave af sig selv.

[image=30675]

“Rejsen til Saturn” oser af samfundssatiriske indspark, der i høj grad lægger op til grin, og selvom både gud, konge(hus) og fædreland bliver taget under behandling, så er det især indvandrere og opfattelsen af indvandrere, som kommer under kærlig behandling.

Kort om filmen

Per er en helt almindelig dansker. Lidt for slap, og lidt for smart. Han kunne med andre ord have haft et udmærket liv, hvis det ikke var for multimillionæren Kurt Majs salmonellabefængte kylling. Den kylling, der gav en astronaut madforgiftning umiddelbart inden rejsen til Saturn, så det blev nødvendigt at finde en anden navigatør, og valget faldt på Per. Til hans tidligere store kærlighed og nuværende tekniske chef – Susannes – bestyrtelse! Hendes protester til trods træder Per ind i astronautteamet, og ekspeditionen rejser ud i det uendelige univers under ledelse af den forstyrrede major Arne Skrydsbøl. Mens Susanne forsøger at afsløre Pers skandaløse mangel på evner, falder han til hos “rengøringsholdet” med den integrationsivrige Jamil og den sexfikserede Ole. Alt går tilsyneladende planmæssigt, men ved ankomsten til Saturn gør hverken taler om ytringsfrihed, glasperler eller håndvåben indtryk – for Saturn ER allerede koloniseret.

Ads by MGDK