Jeg bærer på en hemmelighed, som jeg i lang tid har holdt hemmelig, da jeg har en stærk fornemmelse af, at langt den største del af Danmarks befolkning er stærkt imod mig på dette enkle punkt: Jeg bryder mig ikke om Anders Thomas Jensen – altså, hans værker, ikke selve personen. For mig virker størstedelen af hans manuskripter som lange halvhjertede historier sat sammen af adskillige mærkværdige dele, som svinger ukontrollabelt og mærkværdigt i genre og tone fra dybt alvorlig drama til særdeles påklistret, plat og ineffektiv humor.

“Gamle Mænd I Nye Biler” er uden tvivl den værste danske film, jeg nogensinde har set. Det skyldes ikke blot denne forvirrende og uforklarlige mikstur af drama og sjov (for mig at se et forgæves forsøg på at appellere til så bredt et publikum som muligt), hvor det derved fuldstændig mislykkes at fange min koncentration og interesse. Men dette skyldes også, at persongallerierne i hans manuskripter ofte består af umådelig stereotype karakterer… altså karakterer, som aldrig synes at udvikle sig i en uventet og overraskende retning.

Men som filmkritiker har man selvsagt ikke lov til at lade personlige følelser vedrørende den enkelte films bagmænd have indflydelse på ens personlige bedømmelse, så da jeg satte mig ned i biograf-sædet for at se “Rembrandt”, var det med et helt åbent og modtageligt sind. Da lyset tændte igen i salen, 109 minutter senere, måtte jeg desværre se i øjnene, at jeg endnu engang havde været vidne til adskillige stereotype karakterers forudsigelige udfoldelser, men jeg var dog alligevel positivt overrasket. De 109 minutter havde passeret med lynets hast, og der havde været en hel del ting at fryde sig over.

Ud fra hvad jeg har kunnet forstå er “Rembrandt” blot [i]inspireret[/i] af det rigtige Rembrandt-tyveri tilbage i 1999, og alle personerne og 99 % af handlingen i filmen er fiktive. Intet af dette havde dog nogen som helst indflydelse på min fornøjelse over filmen. Langt det bedste ved “Rembrandt” er skuespillerpræstationerne, for nok er de fiktive karakterer stereotype og uopfindsomme, men deres virkelige alter-egoer er yderst glimrende i deres portrætteringer af disse. Dette gælder specielt i Lars Brygmanns tilfælde. Han leverer en præstation af format som den aldrende og udkørte Mick. Vi har aldrig før rigtig fået lov til at se Lars Brygmann i sit filmiske es på det store lærred, hvilket helt klart er en skam, da hans præstation i “Rembrandt” på ekstraordinær vis fremhæver hans fantastiske evner som skuespiller og øjeblikkeligt uproblematisk vækker sympati hos publikum. Udover Lars Brygmann medvirker der selvfølgelig også andre danske skuespillere. Inklusiv Søren Pilmark, Ulf Pilgaard og Gordon Kennedy(!) i mindre roller. Gruppen som er involveret i tyveriet af Rembrandt maleriet består af fire personer: Mick, Kenneth (Nikolaj Coster-Waldau), Jimmy (Nicolas Bro) og Micks søn Tom (Jacob Cedergren).

Udover de flotte skuespillerpræstationer er der også en del at glæde sig over i filmens tekniske arena. Komponist Antony Genn (som var med til at skrive musikken til den britiske kult-komedie “Mike Bassett”) leverer et overraskende medrivende og effektivt soundtrack, og filmen er imponerende flot fotograferet af den yderst kompetente danske film-fotograf Eric Kress. Til gengæld lagde jeg uheldigvis mærke til en hel del lettere-distraherende fejlklip, men de tidligere nævnte tekniske aspekter, skuespillerpræstationerne og Jannik Johansens instruktion kompenserer for dette. Desuden er der lykkeligvis blevet skruet ned for det “humoristiske blus”, men det hindrer dog stadig ikke en del platte øjeblikke, som ofte føles påtvungne og særdeles unødvendige (eksempelvis er Nikolaj Lie Kaas’ optræden tydeligvis intet mere end et fikst marketings-trick).

Der er dog også alvorlige problemer med filmens manuskript (som instruktør Jannik Johansen skrev i selskab med Anders Thomas Jensen). Jeg har slet ikke fingre nok til at tælle hvor mange klicheer der optrådte gang på gang i løbet af filmen. De arketypiske karakterer og forholdene mellem disse udarter sig præcis som man forventer, og når dette er tilfældet, er der ikke meget at komme efter, hvis det er overraskelser og god filmisk spænding man er ude efter. Der er eksempelvis det klassiske forhold mellem far og søn til stede. De to har aldrig rigtig snakket godt sammen, og har begge problemer med at overholde loven, men nu vil faren gerne endelig råde bod på fortidens fejl… Der er også det klassiske forhold mellem anti-helten og skurken (Mick og kriminalkommisær Bæk, spillet af Søren Pilmark), som begge respekterer og forstår hinanden. Og Kenneth virker som et overflødigt og tåbeligt element, blot indsat for Coster-Waldaus skyld.