[b]Lidende unge i lidende film[/b]

Når man er teenager, er man næsten tvangsindlagt til at forveksle selvhøjtidelighed med dybsindighed, og af netop den årsag er det ikke svært at tro, at mange af slagsen vil være helt henførte over “Remember Me”.

Filmen har yderlige to punkter, som utvivlsomt vil drage de unge kvinder, eftersom den både indeholder “Twilight”-stjernen Robert Pattinson samt hans enorme øjenbryn. De spiller sammen rollen som den rebelske Tylor, der ryger, drikker, slås og weltschmerz’er sig gennem tilværelsen pga. et følelsesmæssigt traume over broderens død. Han ryger i klammeri med en betjent, hvilket resulterer i nogle moderigtigt placerede skrammer, og sammen med værelseskammeraten udtænker han en halvhjertet plan om at forføre betjentens datter Ally som hævn.

Det kommer næppe som den store overraskelse for nogen, at de to ender med at blive forelskede for alvor, og Ally viser sig at have sine egne ar. Hendes mor blev dræbt for øjnene af hende, da Ally var barn, hvilket ikke blot har rystet Ally, men også forklarer, hvorfor hendes far har et noget kortluntet gemyt.

Anstrengte forhold til forældre fylder i det hele taget meget i filmen, som også har en velspillende, men ikke voldsomt overbevisende Pierce Brosnan i rollen som en følelsesmæssigt afstumpet Wall Street-haj, der knap nok gider bruge tid på sin uopdragne søn eller verdensfjerne datter. Filmen er instrueret af Allen Coulter, der også stod bag den ujævne, men interessante “Hollywoodland”. Denne gang har han overraskende kastet sig over en prætentiøs, men ekstremt ordinær film. “Remember Me” er fyldt med selvbevidste kommentarer, der dog dårligt kan skjule, at plottet bygger på de mest fortærskede klichéer og søgte forviklinger.

Dens stærkeste element er selve den spirende romancen mellem Ally og Tyler, der – når handlingen lader de to være i fred lejlighedsvis – faktisk fungerer ganske glimrende, og selvom Robert Pattinson og Emilie de Ravin som parret ikke ligefrem overvælder os med deres voldsomme talent, så har de en ganske god kemi sammen (faktisk er den langt større end den, som Pattinson har med sit kvindelige modstykke i “Twilight”-sagaen). Resten af tiden er de imidlertid stærkt plaget af de mange fortænkte udviklinger og udtrådte melodramatiske situationer, som plottet konstant kaster over dem. Manuskriptet er fyldt med typer snarere end levende mennesker, og selv så dygtig en skuespiller som Chris Cooper kæmper forgæves med klichéerne i rollen som fordrukken strømmer og overbeskyttende far. Han mangler blot at være irsk for at fuldende stereotypen.