Rene hjerter i en beskidt verdenKenneth Kainz’ instruktørdebut “Rene hjerter” kan meget vel være den fornyelse dansk film har trængt til. En medrivende historie uden for mange vittigheder; indlevende skuespil fra et usædvanligt filmskuespillerensemble; og et billedsprog, der veksler mellem køkkenrealisme og honningmættede landskabsbilleder, skaber tilsammen en god, dansk film, der hverken er for plat eller for eksperimenterende. “Rene hjerter” går lige i hjertet.

Kriss er psykisk syg og bor på et hospital. Her er hans bedste ven den høje, stille Willy og sammen bruger de det meste af dagen på at se den sort/hvide film fra 1940’erne, “Rene hjerter”. Kriss er fuldstændigt besat af filmen og hovedpersonen Linda, så han tager det ikke særligt pænt, da en emsig sygeplejer beslutter at tage filmen fra ham. De to venner bryder ud af det psykiatriske hospital for at finde frem til den rigtige Linda.

I filmen fra 1940’erne er verden delt op i gode og onde mennesker, og da Kriss bruger filmen som sin bibel, ser verden også sådan ud for ham. Som seer er man på hans side lige fra starten, og man kan ikke gøre andet end at føle en stor modvilje mod personalet på hospitalet, der hele tiden stiller forhindringer i vejen for Kriss’ eneste ønske om at se film i fred. Gennem Kriss’ voice-over og hans samtaler med vennen Willy bliver vi introduceret for hans livsfilosofi, og man bliver hurtigt lullet ind i en komplet enighed i opdelingen af de andre karakterer som enten gode eller onde.

Efter at Kriss er stukket af fra hospitalet, bliver han konfronteret med en virkelighed og situationer, som han slet ikke er i stand til at begå sig i. Hans opfattelse af sig selv som den gode mod de onde bliver testet igen og igen, og det samme sker for seeren, der hænger fast i Kriss’ verdensbillede. Det er den stærke identifikation med Kriss, der gør historien vedrørende, fordi man bliver tvunget til at acceptere det ene skæbnesvangre valg efter det andet, indtil man må indse, at verden ikke er sort/hvid.

Størstedelen af skuespillerne i “Rene hjerter” holder normalt til på de skrå brædder, men når man ser dem folde sig ud i filmen, kunne man ønske, at de oftere skiftede medie. Birollerne fylder meget i filmen, ikke mindst i form af Lisbeth Dahl, der leverer en overrumplende virkelig præstation som Kriss’ fordrukne og ætsende bitre mor. Morten Suurballe er en god støtte som Willy – den kæmpestore, voldelige mand, der elsker hunde så meget, at de er de eneste dyr, der måtte komme med, hvis han skulle fylde Noahs ark. Anders Matthesen underspiller godt i rollen som Kriss, og selv med et udseende, der indebærer en stor topmave, kæmpehår og ticks ved øjet, formår han at holde et niveau, hvor han undgår det karikerede. Matthesens eneste problem er hans kendthed fra hans andet arbejde. Når man ser Kriss, kan man ikke helt glemme Anden.