[b]Som far, så søn[/b]

Man går til titlen “Renoir” med en vis nysgerrighed. Er dette mon en film om den berømte maler Auguste Renoir, eller handler den i stedet om hans søn, mesterinstruktøren Jean Renoir? Jeg forventede det første, men som inkarneret filmnørd skal jeg ærligt indrømme, at jeg håbede på det sidste.

Filmen handler imidlertid om dem begge og følger den aldrende malers senere år, hvor en smertefuld gigtlidelse har ramt ham, forvandlet hans hænder til krogede knogler og forvist ham til et liv som krøbling. Dertil skal så lægges det nylige tab af hans kone samt det forhold, at to af hans sønner er bortrejst for at deltage i den blodige første verdenskrig. Der synes ikke at være meget tilbage at glæde sig over for den gamle kunstner. Auguste Renoir lyser dog alligevel op, da han får en ny model i form af den unge, yndige Andrée, og tingene tager endnu en drejning, da hans søn, Jean, kommer såret hjem fra krigen.

Hvis du som undertegnede sad igennem Bille Augusts velspillede, men ellers temmelig rædselsfulde “Marie Krøyer”, så er udsigten til endnu en et malerportræt nok omtrent lige så tillokkende som et besøg hos tandlægen. Der er imidlertid håb forude, og hvor “Marie Krøyer” druknede i højstemthed og kvalm melodrama, så er “Renoir” gudskelov en anderledes tilbagelænet og eftertænksom størrelse.

At to af det tyvende århundreds allerstørste kunstnere inden for hvert sit felt var far og søn er selvsagt lidt af et bemærkelsesværdigt faktum, og i et vist omfang synes filmen at være ganske overbevidst om, at alene dét forhold vil vække vores nysgerrighed, uden den nødvendigvis behøver gøre frygtelig meget væsen af sig. Og det er da heller ikke langt fra sandheden. Hvor “Marie Krøyer” egentlig ikke lod til at være blot det mindste interesseret i hverken skagensmalerne eller kunst som sådan og i stedet fokuserede på romanbladsfortællingen, sniger de store emner sig ganske ubemærket ind ad bagdøren her i “Renoir”.

Den gamle Renoir virker umiddelbart som et sølle vrag, men efterhånden som vi langsomt bliver gjort opmærksom på, hvor mange smerter sygdommen rent faktisk har givet ham, bliver hans stoiske væsen næsten heroisk. Da han bliver spurgt af sønnen, hvorfor han ikke beskæftiger sig med de mere alvorlige emner, der plager verden, falder det henkastede svar blot, at [i]”livet er fuld af lidelser. Hvorfor skal jeg føje til dem?”[/i]. Det virker som en lektion, som den unge filmskaber tog til sig, for selvom Jean Renoirs filmklassikere – såsom “Spillets regler” og “Den store illusion” – er fulde af bagvedliggende dybde, så overskygger de store tanker aldrig livsglæden eller filmmagerens humanistiske sympati med sine medmennesker.