[b]Udsplattede hjerner i 3D[/b]

Det er ganske vist otte år, tre film og et endeløst antal af sønderskudte zombiekranier senere, men med dette fjerde kapitel i den berømte og berygtede “Resident Evil”-serie viser fortællingen ingen tegn på at være ved at udvikle sig i nye retninger.

Paul W.S. Anderson har i stedet trykket på “Start”-knappen på den filmiske PlayStation-controller og er næsten vendt tilbage til det udgangspunkt, som den første spilfilmatisering i sin tid etablerede. Anderson har også atter indtaget instruktørstolen efter kun at have fungeret som skribent på de sidste to indslag.

I de første scener af “Resident Evil: Afterlife” ligner filmen dog mere en klon af “The Matrix” end noget med zombier, og handlingen samles hurtigt op der, hvor den sidste slap. Med en hær af nyfundne identiske kloner går den velkendte Alice til kamp mod den ondsindede Umbrella Corporation i almindelighed og den iskolde Albert Wesker i særdeleshed. Snart er de alle begravede i kæmpeeksplosioner, og som den tilsyneladende eneste overlevende rejser Alice sig fra ruinerne. Hun rejser videre gennem det destruerede landskab med den ubehagelige tanke, at hun måske er det sidste ikke-zombieinficerede væsen tilbage på kloden. I det sønderrevne Los Angeles finder hun dog en lille gruppe, der stadig forsøger at holde ud.

Tilbage i rollen som røvsparkende babe er Milla Jovovich, og som sædvanligt får hun hugget, skudt, knust og blendet ikke så få zombier i løbet af filmens varighed. Handlingen åbner overbevisende med overnævnte actionoverdrev, og hurtigt får filmen demonstreret sit stærkeste kort i form af 3D-effekten. De blodige begivenheder er optaget med de samme kameraer, der blev brugt til James Camerons “Avatar”, og efter rækker af middelmådige udførte 3D-film er det imponerende at se, hvor overbevisende 3D kan være, når det bruges rigtigt. “Resident Evil : Afterlife” ser blændende ud, og Anderson anvender 3D-effekten fortrinligt.

Han har også en vis evne for at sætte tarvelig, men temmelig underholdende action op, og filmen er næsten bedst i de momenter, hvor den helhjertet vedkender sig sin egen dumhed. Det er nu engang svært at kede sig, mens Alice slås med en kæmpe zombie med en kolossal hammer. Problemerne opstår derimod ikke overraskende i de dele, hvor personerne udveksler tanker eller rettere mangel på samme. Der tales en del, og eftersom dialogen for det meste består af uopfindsomme klicheer af den mest fortærskede slags, så sidder man hurtigt hvileløs i sædet, mens kedsomheden begynder at indfinde sig. Ligeledes bruger filmen for meget tid på ligegyldige figurer, mens andre såsom skurken ikke levnes tid til at blive mere end en billig klon af Agent Smith fra “The Matrix”.