[b]Græsset er altid grønnere på den anden side[/b]

Den engelske instruktør Sam Mendes er viet til sin muse Kate Winslet, som også medvirker i dennes nyeste film. Om de to har flere kvaler end så mange andre i deres parforhold ved de formentligt kun selv. Men i hvert fald kredser filmmageren traditionen tro omkring et forstadsmiljø, hvor råddenskaben og de ægteskabelige problemer lever i bedste velgående under den blankpolerede overflade. Sådan er det også i den tankevækkende “Revolutionary Road”.

Filmen følger et klassisk præmis, hvor to unge mennesker mødes, og sød musik opstår. Men efter nogle år forstummer musikken, og gnidningerne begynder at tage fat i den rutineprægede dagligdag. Sådan er tilværelsen for April og Frank Wheeler, der i 50’ernes USA nærmer sig deres første krise i parforholdet. Normer og traditioner har været styrende for den retning, deres liv har taget. Med to børn, en enorm forstadsvilla, bil og et velbetalt, men dødssygt kontorjob til ham, har tilværelsen maget dem det godt. De er imidlertid ved at nå en skillevej, som de fleste ægtefæller efter nogle år nok vil kunne nikke genkendende til. Anstødsstenen er hendes skuespillerkarriere, som er gået i vasken og har placeret hende i rollen som hjemmegående husmor. Der skal tilføjes nyt i livets kapitler, hvis ikke de begge skal kvæles i ensomheden og tomhedens trummerum.

“Revolutionary Road” blev nomineret til tre Oscar-statuetter uden at hjemføre en eneste. Men bortset fra en interessant tidsmæssig placering midt i efterkrigstidens velfærd har filmen faktisk ikke voldsomt nyt at tilføje sin tematik. Bedre er derimod skuespillet fra i særdeleshed Leonardo DiCaprio. Der er ingen over eller ved siden af den stadig forholdsvist unge skuespiller, og endnu engang sætter han her sig selv i scene som en af de absolut dygtigste nulevende aktører, mens modparten Kate Winslet i hans selskab virker både rådvild, stivnakket og også en smule stereotyp i sine gestikulationer.

Både Frank og April har øjensynligt udlængsel. Han dulmer smerten ved natlige eskapader og hotelbesøg med en af sekretærerne fra jobbet, mens hun i virkeligheden er mere konfrontativ i sin søgen efter at lappe på parforholdet og finde nye vinde i livet. Den umiddelbare løsning bliver at rive op med rode og flytte til byernes by Paris, som de to som ungt og nyforelsket par fandt åh så fantastisk. Men er det i virkeligheden den rigtige løsning? Og kan de begge stå last og brast om beslutningen, når Franks chef samtidig lokker med en klækkelig lønforhøjelse og forfremmelse på hans ellers så dødssyge job? Meget er unægtelig på spil, og en løsning, der kan gavne begge parter synes ikke at ligge lige for.

“Revolutionary Road” stiller kikkerten skarpt på at tage de rette valg i livet, vel vidende at de måske er de rette valg i nuet, men ikke nødvendigvis vil være det senere hen. Alle valg har konsekvenser. Det har de også haft for det skrantende ægtepars nabo, den forsagte Hr. Givings, der bittert fortryder samlivet med den overfladiske ægtefælle – spillet af en sprudlende Kathy Bates. Nu synes det imidlertid for sent at skabe et brugbart ægteskabeligt oprør på Revolutionary Road. I Mendes’ optik er det vigtigt at turde se sandheden i øjnene og være åben omkring den. Det er kun Hr. og fru Givings’ psykiatriske ringvrag af sønnen John i stand til. Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, men åbenbart også fra psykiatriske patienter. På udgang gennemanalyserer han Wheeler-parret og deres mangler. I den forbindelse må Michael Shannon også roses for sin formidable præstation som social afviger.

Mens “Revolutionary Road” igennem store dele af filmen snoer sig af sted i et adstadigt tempo, der antyder, at en smule hvalpefedt kunne have været skåret væk, så er der overraskende mere prægnans over filmens døende minutter. I virkeligheden har filmen fat i den lange ende og formår fint at vise den menneskelige udvikling fra det unge og uprøvede, men eksperimenterende individ til det konforme og rutineprægede ditto. Her fanger Sam Mendes essensen af Richard Yates’ bogforlæg. Men i virkeligheden gør instruktøren nu nok det, han er bedst til. Hverken mere eller mindre. Efterhånden kunne det være ønskværdigt, om han kunne spille bold i andre baggårde end sin egen.

[b]Video[/b]

“Revolutionary Road” præsenteres i et skarpt og indbydende look, hvor gryn og edge-enhancement skæmmer enkelte steder. Udtværinger og digitale forstyrrelser er der til gengæld ingen af, og en stabil farvetemperatur og kontrast er medvirkende til det indbydende transfer.

[b]Audio[/b]

Lyden kommer godt ud i det engelsksprogede Dolby Digital True HD 5.1-lydspor, hvor dialogen som det styrende element først og fremmest er tydelig og uden overstyringer. Underlægningsmusikken underneden lever en tilbageholdt tilværelse og er sublimt stemningsskabende, mens de distinkte effektlyde og en detaljerig atmosfære også giver deres besyv med.

[b]Ekstramateriale[/b]

På udgivelsen er også en mindre portion ekstramateriale, der blandt andet består af et udmærket kommentarspor med instruktøren Sam Mendes og manuskriptforfatter Justin Haythes overvejelser omkring filmen. Samme par kommenterer desuden de forholdsvist mange fraklippede scener, mens to dokumentarer går bag om henholdsvis filmens tilblivelse og forfatteren bag bogforlægget. Som rosinen i pølseenden er en traditionel trailer, og det må konstateres, at en film af denne kaliber sagtens kunne afføde både et større udvalg og mere dybdegående materiale.