[b]Machokampe i den golde ørken[/b]

Hvis man troede, at Riddick var fortid efter sine eskapader i “Pitch Black” og “The Chronicles of Riddick”, kan man godt tro om igen. Endnu en gang må den hårdkogte antihelt se sig selv jagtet af både monstre og mænd i et fremmed univers, hvor slagets gang lynhurtigt kan vende på en tallerken, og hvor fjender sommetider bliver venner. Og omvendt.

Richard B. Riddick er efterladt i en ørken på en fremmed planet. Hans fjender troede, han var død, og det samme gør de fugle, der prøver at bide stykker af ham. Men nej, Riddick lever stadig i bedste velgående og er opsat på at finde de mænd, der prøvede at slå ham ihjel. Først skal han dog væk fra den livsfarlige planet, hvor to vidt forskellige grupper af mænd (og en enkelt kvinde) prøver at pågribe ham. Den ene gruppe er ude på at indkassere både hans hoved [i]og[/i] en dusør, mens den anden har sin helt egen, mystiske dagsorden.

En tese inden for filmdramaturgien slår fast, at man bør kende en films handling efter de første tyve minutter. Det føler man også umiddelbart, at man gør efter de første tyve minutter af “Riddick”, men pludseligt stikker plottet af i en helt ny retning. Og derefter er det desværre svært at ryste følelsen af, at filmen forsømmer historiens ellers spændende springbræt, og man sidder vitterligt og bliver mere og mere frustreret og forvirret, alt imens man venter på, at Riddick får fuldbyrdet sin hævn over dem, der efterlod ham på den ugæstfri klode. Den hævn går dog lidt i glemmebogen, og som seer efterlades man med en sær fornemmelse af at være blevet snydt for den potentielt gribende fortælling, som “Riddick” ellers lagde op til i sin første del.

Heldigvis er dét, som vi i stedet får serveret, en tilforladelig omgang underholdning (der altså ikke lever helt op til filmens intense indledning) i selskab med en nærmest skammeligt tvetydig antihelt. Riddick er en psykopatisk mandschauvinist og en brutal bølle, men dem, han er oppe imod, er endnu værre. På dén billige baggrund bliver han hurtigt til ham, vi holder med, i en verden, der ikke har noget bedre at byde på. Men sommetider er det også helt rart og forfriskende at blive mødt med et filmunivers, der har smidt den politiske korrekthed på porten og i stedet er fuldkommen blottet for medmenneskelighed. Her har vi en hovedperson, der er lige så barsk som sine omgivelser, mens skurken er lige så utiltalende som de monstre, der gemmer sig i planetens vandforsyninger.

Genremæssigt har “Riddick” haft et relativt sparsommeligt budget på 38 millioner dollars, som instruktøren David Twohy må siges at have fået meget ud af. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at Twohy også har instrueret de to første film i serien om Riddick, hvorfor han allerede er godt bekendt med den dødsensfarlige straffefanges fiktive univers, mens filmens flotte udseende og overbevisende CGI-effekter formentlig kan tilskrives Twohys raffinerede økonomiske sans. Man må i hvert fald sige, at han får hver eneste mønt til at række, for visuelt er “Riddick” både flot og overbevisende.