[b]Kom og se girafferne![/b]

For tredje gang i filmhistorien får vi mulighed for at se de to skuespilkoryfæer Pacino og De Niro i samme film. Første gang var i “The Godfather II”, hvor de ikke havde en eneste scene sammen. Anden gang var i “Heat”, hvor de spillede hinandens fjender som bankrøver og politimand, men i “Righteous Kill” er de på samme side som to politimakkere, der jager en seriemorder. Selve gimmicken med at bringe de to skuespillere sammen igen overskygger i høj grad selve filmen, der desværre er en alt for ordinær thriller med indlagt plot-twist.

De to aldrende politimænd Turk og Rooster forsøger at vaske udskuddene væk fra gaderne i New York. De mange år i tjenesten har gjort dem kolde og kyniske, men også frustrerede over, at forbrydere alt for ofte går fri. Så da en seriemorder begynder at hærge byen og henretter voldtægtsmænd og narkopushere, virker det mest af alt som om, de to politimænds bønner er blevet hørt. Men da efterforskningen begynder at pege på Turk, får han og hans makker travlt med at rede trådene ud, alt imens politiet kommer tættere på sandheden.

Instruktøren Jon Avnet, der har så forskellige titler på samvittigheden som “Stegte, grønne tomater” og Richard Gere-thrilleren “Red Corner”, har formået at lokke de herrer Robert De Niro (som Turk) og Al Pacino (som Rooster) med til denne ganske tamme affære, der i sig selv ikke er en decideret dårlig film, men som med kræfter af dette format på plakaten skriger på noget mere. Bevares, begge skuespillere kan ikke sige sig fri for at have valgt med tegnebogen af og til. Hvor genial han end er i film som “Godfather”-filmene, “Djævelens advokat” og “Scarface”, så har Pacino også ligegyldigheder under bæltet så som “Gigli” “S1m0ne” og “The Recruit”. Og De Niro har det sidste årti primært holdt sig til middelmådige thrillers og lallede komedier (bare tænk på “The Score” eller “Familieterapi”).

Men vi ved som tilskuere, at disse to skuespillere kan levere varen. Vi forventer det faktisk, når vi løser billet til deres film – ja, de er jo ofte den eneste grund til, at vi overhoved vælger at se filmen. Derfor skal jeg da også skynde mig at sige, at de to stjerner ikke skuffer i dette henseende. De leverer begge varen, og det er en fryd at få lov til at se dem spille op mod hinanden. I “Heat” fik vi kun et lille glimt af det, men her har de næsten alle deres scener sammen.

Hvad, der derimod ikke leverer varen på noget nær samme niveau, er filmen som helhed. Der er problemer i dens tone allerede fra start. Vi introduceres til et testosteronhørmende univers, hvor mænd er hårde og kontante, og hvor kvinderne helst vil tages hårdt. Kriminaliteten og forråelsen synes at fylde samfundet som overfyldte kloakker, der løber over med bærme. Vores hovedpersoners helte er folk som Dirty Harry, men hvor Clintens reaktionære politimand i 70’erne lånte fra exploitation-genren, efterlader selvtægts-romantikken derimod en mere ubehagelig smag i munden i “Righteous Kill”. Det skal dog siges til filmens forsvar, at dens afsluttende plot-twist (for et sådant skal der naturligvis være i enhver thriller post-“The Usual Suspects”) til dels skyder denne glorificering i sænk, selvom man kan hævde, at det på dette tidspunkt er lidt for sent.