Med “Ringenes herre – De to tårne” har instruktør Peter Jackson skabt en af filmhistoriens bedste sequels, og det lykkedes ham på imponerende vis, at indfri de mange høje forventninger, som fulgte i kølvandet på den første film. Historien om det splittede fællesskab er gribende fortalt, og Jackson maler med sin episke pensel et fantastisk troværdigt og ikke mindst dystert Midgård. Kunst og underholdning kan næppe forenes mere tilfredsstillende, og “De to tårne” er et lille moderne mesterværk.

“Ringenes herre – De to tårne” starter med et brag af en åbningssekvens, hvor det fantastiske opgør mellem Gandalf og Balroggen fra den første film genoptages. Vi ser endnu engang KazaDum broen smuldre, men denne gang følger vi troldmanden og det flammende uhyres styrt hele vejen ned gennem Morias uendelige mørke.
Uvidende om Gandalfs kamp fortsætter Frodo og Sam ufortrødent deres rejse hen over Emyn Muil bjergene mod Mordor. Undervejs lykkedes det dem at fange den utilregnelige Gollum, der har fulgt efter de to hobbitter siden slaget ved Amon Hen. Til trods for at Gollum stadig vil gøre alt for at få fingrene i sin [i]dyrebare[/i], vælger Frodo ikke at slå det forpinte væsen ihjel. Han har selv båret ringen, og forstår det begær, der brænder i Gollum, og meget lig sin onkel skåner han ham. Sam derimod er konstant på vagt overfor deres nye rejsekammerat, og det går hurtigt op for os, hvor vigtig Frodos trofaste tjener bliver for missionen.

Længere mod vest lykkedes det Merry og Pippin at undslippe de orker, som førte dem bort i slutningen af “Eventyret om ringen”. Under deres flugt støder de tilfældigvis på det store levende træ Træskæg, der er en såkaldt ‘ente’. Normalt blander enterne sig ikke i andres konflikter, og de har ikke lyst til at hjælpe Merry og Pippin i kampen mod de onde kræfter.
På jagt efter de to kidnappede hobbitter drager Aragorn, Legolas og Gimli til Rohan, hvor de møder den falmede konge Theoden og hans lumske rådgiver Grima Slangetunge. Slangetunge fungerer i al hemmelighed som Sarumans håndlanger, og hans giftige løgne har efterhånden suget alt livsenergien ud af folket…

“De to tårne” vinder utrolig meget ved at være optaget i direkte forlængelse af “Eventyret om ringen”. Mange af de faldgruber som man normalt forbinder med efterfølgere forekommer ikke her, og da der hverken går to eller tre år imellem hver film, fremstår alt – fra skuespil over effekter til selve handlingen – i højere grad som del af en helhed.

Som et led i filmatiseringen af Tolkiens bøger har Peter Jackson denne gang valgt at bevæge sig lidt længere væk fra den oprindelige historie, end han har gjort tidligere. Strukturen i bogen er ændret flere steder, så den passer bedre ind i en filmisk sammenhæng, og flere af de karakterer som optræder i forlaget er med rette skåret væk. Til trods for at purister måske vil kigge skævt til disse forandringer, gavner de ikke desto mindre historien, og det hele er så velsmurt, at man aldrig savner noget.

Tonen er meget mere dyster end i første kapitel, og man må tage hatten af for måden hvorpå Jackson gengiver det fordærv, som følger i kølvandet på den voksende ondskab. Frodo tynges for alvor af ringen og i en række rørende scener, indser vi hvor ødelagt den lille hobbit efterhånden er blevet af at bære Saurons smykke. Den kompromisløse skildring af Frodos forfald er en nydelse.

Kampene mellem orker, elvere og mennesker er ganske blodige, og de har en til tider næsten dokumentarisk realisme, der leder tankerne hen på en middelalderlig udgave af “Saving Private Ryan”. Slaget ved Hjelms Kløft er virtuost iscenesat og afspejler på samme tid den følelse af håbløshed, som gennemsyrer hele filmen. Med andre ord fungerer film nummer to som et melankolsk modstykke til “Eventyret om ringen”, og den disker op med en række gamle såvel som nye kvaliteter.

Formatet af “De to tårne” er ikke til at tage fejl af, og for første gang i nogle år, har vi med en film at gøre, der rent faktisk fortjener betegnelsen [i]episk[/i]. Igen er det de fantastiske naturoptagelser som puster liv i Midgård, og til trods for at Jackson snart må have opbrugt sin kvote af [i]fly-by shots[/i], kan man ikke få nok af de imponerende billeder. Landskaberne varierer konstant, og der er en fantastisk kontrast mellem Rohans frodige marker og de mørke sletter omkring Mordor. Filmens visuelle effekter falder godt ind i de reale optagelser og bevarer det realistiske præg, som åbenlyst har været målet for produktionen.

Det samme gælder for de fantasifulde væsener der lever og ånder i Tolkiens verden, og alene det at Gollum kan tilføjes under afsnittet omkring filmens skuespillere siger lidt om kvaliteten af det digitale arbejde. På intet tidspunkt i filmen vælter effekterne dog handlingen og vi kan prise os lykkelige for, at filmatiseringen af Tolkiens eventyr laves af en instruktør, der tydeligvis forstår at balancere indhold overfor øjeguf. Som ventet er også lyddesignet og musikken i filmen overvældende og komponist Howard Shore bygger videre på sine lækre temaer, der tilfører filmen en tommetyk atmosfære.

Det centrale element i “De to tårne” er imidlertid hverken billederne, lyden eller effekterne men skuespillet, der endnu engang henrykker med oprigtige og følelsesladede præstationer. Samspillet mellem Frodo, Sam og Gollum fungerer rigtigt godt, og man glemmer hurtigt, at Gollum er en fuldstændig syntetisk karakter. Interaktionen mellem ham og de rigtige skuespilere er overbevisende, og det lykkedes animatorerne at formidle den indre kamp, der har drevet Gollum til vanvid.

I modsætning til “Eventyret om ringen” er det imidlertid ikke Frodo, som får mest tid foran kameraet men derimod Aragorn, der langsomt er begyndt at acceptere sin skæbne som konge i svøb. Viggo Mortensen forbliver god som den stærke men følsomme kriger, og han får denne gang fint modspil af Bernard Hill som kongen af Rohan. Generelt set falder alle de nye karakterer nydeligt ind i handlingen, og de er med til at gøre den i forvejen store fortælling endnu større.

Som det fremgår er “Ringenes herre – De to tårne” en overordentlig positiv filmoplevelse til trods for at den alligevel ikke helt kan se sig fri for enkelte skønhedsfejl. Jeg har stadigvæk svært ved at forene mig med måden, hvorpå Jackson enkelte steder har valgt at klippe filmen, og den noget bratte overgang mellem flashbacks, drømme og visioner virker såvel forvirrende som en smule uelegant. Tempoet i toeren er nådesløst højt og selvom historien er fortalt over tre timer, fremstår den visse steder forhastet og nægter os mulighed for rigtigt at dvæle ved begivenhederne. “Eventyret om ringen” havde i sin oprindelige udgave lignende problemer, men det fik Jackson rettet fint op på med den forlængede dvd udgave. Mon ikke dvd’en kan hjælpe denne del af fortællingen på samme måde.