[b]En grusom smuk vej[/b]

Kort inden 2009 gik på hæld var alle verdens mægtige og prægtige ledere samlet i København. Målet var i fællesskab at redde jorden fra CO2-apokalypsen, men sådan gik det som bekendt ikke. Selviskhed, paranoia og nationalpolitisk egennyttighed hindrede en tilstrækkelig aftale. John Hillcoats “The Road” ligner et bud på, hvordan den post-CO2-apokalyptiske verden kommer til at se ud. Her er menneskeheden dømt til undergang samtidig med, at de herskende værdier synes at være de selvsamme, der forhindrede en aftale i København – skræmmende.

Himlen er brændt af, og anarki og kaos hersker i en verden, hvor nogle få forhutlede mennesker repræsenterer de sidste sølle rester af kødeligt liv på Jorden. Civilisationen er reduceret til en jæger-samlerkultur, hvor der er meget lidt mad at samle, og det eneste kød, der kan jages, er af mærket Homo sapiens. En mand og hans søn forsøger at overleve og finde vejen til kysten i den både temperaturmæssigt og menneskeligt kolde verden. Faderens kæreste ejendom er en pistol med to patroner – en til dem hver. Hellere selvmordet end at ende sine dage som kannibalføde. Med den overbevisning, at de er de gode, begiver de sig ud på en barsk rejse, hvor overlevelse viser sig at være mere end vanskeligt at forene med et forsvar for de gode værdier.

Med den poetisk rå western “The Proposition” fra 2005 viste John Hillcoat på overlegen vis, at han har sans for at skabe visuelt betagende billedtableauer kombineret med en gruopvækkende uafrystelig indholdsside. “The Road” er en videreudvikling og cementering af disse talenter, der viser en postapokalyptisk verden sjældent set mere bjergtagende og rædselsvækkende på én og samme tid. Samtidig er filmen en gennemført dystopisk fortælling, hvor vores to vandringsmænd aldrig får sjælefred, men konstant må føle sig forfulgt og på jagt efter ly og levninger.

Filmen kredser omkring tunge tematikker såsom selvmord, den menneskelige natur og dommedag. Det er ikke nogen letbenet film, Hillcoat har skabt, hvilket understreges af Nick Caves hjemsøgende lydspor, der ledsager den bragende flotte billedside. Og hvor er det befriende, at Hillcoat ikke er faldet for fristelsen til at lade “The Road” forfalde og udvikle sig til en gang kulørt kannibalgys, men derimod tør stilheden og langsomheden, der sikrer en langt mere dirrende paranoia. “The Road” deler stamtræ med en film som “Children of Men”, dog med en endnu større lyst til at bryde med gængse spændingskurver og omfavne det poetisk myrekrybende ved en næsten helt øde verden.

Det fejlfrie ingenmandsland, Hillcoat her har skabt, sætter desværre også sit præg på filmens indholdsside, hvor det monotone indfinder sig, og filmens dystre tone bliver en smule overgjort. Der overlades intet til antydningens subtile kunst, men derimod plastres dialog og scener til med en nærmest grotesk dysterhed, der gør, at vi efterlades lettere immune overfor virkemidlerne ved filmens slutning. På et tidspunkt nærmest falder vores to ellers velspillende hovedpersoner i skeletter, og dialogen synes næsten ikke at kunne omhandle andre emner end død og selvmord, hvilket medfører, at vi ikke helt kommer ind under huden på Hillcoats rædselskabinet af en verden. Den tyngende dialog gør, at manden og sønnen reduceres til arketyper, hvor manden klamrer sig til paranoiaen og mistroen til sine medmennesker, alt imens sønnen – lidt umotiveret – holder tillidens flamme brændende.