[b]Lædermændene ruller sydpå[/b]

Det har ikke altid været let at være The Rolling Stones. For præcis som Blur havde Oasis og Pearl Jam havde Nirvana, så har Mick Jagger & Co. altid været den britisk skygge til de bedre The Beatles. Og de fortsætter skyggetilværelsen med “The Rolling Stones: Olé Olé Olé!”, der bare ikke er lige så god som “The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years” fra tidligere på året.

Til rullestenenes fordel tæller ellers, at “Olé Olé Olé!” omhandler nutiden. Ja, faktisk året 2016, hvor de med deres Sticky Fingers-tunge på turné-plakaten besøgte hele Sydamerika med et helt specielt stop foran 1,2 millioner mennesker i Havana på ellers evigt tillukkede Cuba. De var det første rock-band, der fik lov. Stort. Bare ikke så stort, at en hel film kan fyldes ud med begivenheden.

Derfor slæbes vi med rundt til de andre koncerter i Sydamerika. I Argentina er The Stones noget helt særligt, siger de. Kalder sig Rolingas og græder, når Mick kører forbi i sin lukkede limo. Om det også er helt særligt for de gamle drenge med den evige læderhud, vides ikke. Jagger har dog lært sig lidt spansk. I Lima siger han, at maden i Peru er den bedste på kontinentet. Det kan de godt lide at høre til den store stadionkoncert, imens en træt Keith Richards spiller nok en solo iført leopardjakke og eyeliner. [i]’I Can’t Get No…'[/i]

Der gemmer sig ellers et sympatisk projekt i “Olé Olé Olé!”. Det er sangen om frihed, de vil bringe til Cuba efter mange år med diktatur. De mumler da også lidt om demokrati og Obamas besøg, men forholder sig aldrig kritisk til spørgsmålet om, at Cuba ‘skal åbnes op’. For frihed og demokrati? Eller Hilton-familiens hoteller på stranden? Så meget refleksion gemmer der sig ikke hos rock-pensionisterne fra London.

I stedet besøger de pænt de lokale i Argentina, Peru, Ururguay, Brasilien, og hvor de nu spiller. Maler et sted og spiller pool et andet sted. Alt i de smukkeste, klare farver, der fremhæver en film kun med glade mennesker. Sådan er Sydamerika. Alle er glade Stones-fans, der danser og græder. Det er mødet med de hvide fra Vesten, som medbringer den rigtige rock-religion til de mere simple indfødte, som bare er beærede over besøget. Suk.