[b]Et politisk skyggespil[/b]

Roman Polanski må siges at være blandt de instruktører, som har haft mest modgang i sit liv. Moderen blev dræbt i nazisternes koncentrationslejre, hans kone, Sharon Tate, blev i 1969 slået ihjel af psykopaten Charles Mansons disciple, og i flere årtier har den produktive instruktør haft en dom for voldtægt mod en mindreårig i USA hængende over hovedet, hvorfor han ikke har kunnet lave film i landet uden at risikere en fængselsstraf. Al denne modgang har givet Polanski en unik livserfaring, som har været udslagsgivende i forhold til hans virke som instruktør. Uanset om han har beskæftiget sig med krimier, psykologiske thrillere eller den absurde genre, er han blevet hædret verden over for sit filmiske geni, og netop derfor er der en vis vægt bag, når han i “Skyggen” mere end blot insinuerer, at Englands tidligere overhoved, Tony Blair, har ageret som USA’s krigsforbryderiske marionetdukke i forrige årtis såkaldte kampe mod terror.

Ewan McGregors unavngivne karakter bliver hyret til at skrive den tidligere engelske premierminister Adam Langs selvbiografi, eftersom den forrige skribent pludseligt døde under mystiske omstændigheder. Opgaven viser sig at være mere indviklet end som så, for udover at alt skal foregå pakket ind i uendelige lag af paranoide sikkerhedsforanstaltninger, må forfatteren også se sit eget liv blive endevendt af nysgerrige aktører i det storpolitiske spil, som Adam Lang er viklet ind i.

Krimigenren er ikke ny for Polanski, som i 1974 indspillede den hæderkronede “Chinatown” med Jack Nicholson i hovedrollen. “Skyggen” er ikke nær så vellykket, men lander alligevel solidt blandt andre spændingsfilm, der ligesom den selv nok ender i glemmebogen trods udmærkede historier og fin underholdningsværdi. Dele af filmen er skudt i lille Danmark, nærmere bestemt Rømø, og billedsproget lader til at være meget inspireret af nordiske stemninger med stilsikre jordfarver og lettere minimalistiske billeder.

I rollen som politikeren Adam Lang finder vi Pierce Brosnan, der på sine ældre dage er begyndt at påtage sig nogle mere interessante roller end tidligere – her ses der naturligvis bort fra “Mamma Mia!”. Den aura af flødebollethed, der gerne har været kendetegnende for Brosnan, er helt og aldeles forsvundet til fordel for et stærkt portræt af en presset politiker, der gennemgår indtil flere hårde kriser i løbet af filmens 123 minutter. Den samme ros skal Ewan McGregor ikke modtage i denne anmeldelse. Det ville være for hårdt at beskrive hans præstation som dårlig, men det er efterhånden svært at se bort fra, at McGregor har spillet den samme rolle i næsten samtlige film, han har været med i siden “Trainspotting” – den flotte, veltalende og høflige unge mand med skiftevis charmerende, skævt smil og bekymret, rynket pande. Nuvel, måske modtager han aldrig tilbud om andet, men i så fald ville det ikke være urimeligt at forvente enkelte definerende karaktertræk, som kunne adskille de mange roller.

Polanski manøvrerer stilsikkert gennem historien og føjer stille og roligt flere spor til konspirationsdramaet. På trods af filmens rolige fremdrift fornemmes en underspillet intensitet lurende under overfladen. Desværre når spændingen aldrig et forløsende klimaks – fingerneglene har fred i selv de afgørende slutsekvenser, og gennem hele filmen bliver mere end blot stolesædets forreste kant udnyttet. Den stille intensitet bidrager positivt til filmen, men uden et bragende klimaks – eller for den sags skyld et overraskende antiklimaks – skuffer “Skyggen” som genrefilm.

Som celeber kunstner har man et vist ansvar i en demokratisk virkelighed. Derfor er det også på tide, at en af de større instruktører endelig lever op til det ansvar og påtaler de forbrydelser, som er begået af den samlede, vestlige koalition under den ulovlige invasion af Irak. Polanski har aldrig været bange for at åbne munden gennem sine værker, men en politisk intervention i moderne politik er alligevel nyt fra hans side. Måske er det netop en pointe fra Polanskis side, at “Skyggen” undlader et stort, dramaturgisk klimaks og dermed fremstår mere virkelighedsnær i sin kritik, men filmen er nu engang placeret i krimigenrens ramme, og som sådan mangler den det sidste lille penselstrøg for at fuldføre billedet.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.45:1. De nordisk inspirerede farver står klart og flot, så de velkomponerede billeder kommer til deres ret. Skarpheden er udmærket, og der forekommer ingen edge-enhancement. Alt i alt er der kun et enkelt punkt, hvorpå transferet ikke klarer sig alt for godt, og det er i den svingende kontrast. Værre tilfælde er bestemt set før, men “fejlen” er stor nok til at trække ned i den samlede bedømmelse.

[b]Audio[/b]

Dolby Digital 5.1 og DTS ES 6.1. Lyddesignet underbygger billedsiden med sin simpelhed. Baghøjtalerne bruges sparsomt og høres næsten kun i scenerne langs de danske strande, hvor vinden river i håret på de medvirkende. Dialogen fremstår tydelig og veldefineret på linie med det sparsomt brugte musik, der primært lader sig høre i fortællingens sidste halvdel.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd’en indeholder tre featuretter med interviews – en med filmens forfatter, Robert Harris, en med skuespillerne og en med Roman Polanski. De sidste to bringer ikke noget særligt på bane, mens den første til gengæld er ganske interessant. Robert Harris fortæller meget levende om sit arbejde med manuskriptet og Polanski, og man fornemmer, hvor meget arbejde og indlevelse, der er gået forud for filmen. Harris fremstår kompetent og på bølgelængde med den filminteresserede seer, og det er en dejligt anderledes oplevelse i forhold til Hollywoods sædvanlige ligegyldige interviews.