[b]Fisk, filippinere og fordomme på Vestkysten[/b]

Dansk film er tonstung socialrealisme eller dum folkekomedie, siger man. Det er jeg uenig i. Der laves vidunderligt mangfoldige film i dette land. Fra krigsfilm over en dansk varulv til en “Antboy”. Og det bare inden for det seneste år. Men der er alligevel noget om snakken. Der er (for) mange danske film, der ligner hinanden lidt for meget. “Rosita” bekræfter det, man siger.

I Frederikke Aspöcks anden spillefilm efter debuten “Labrador” får en vattet, dansk middelklassemand leveret en kone fra Filippinerne, hvilket skaber akavede situationer og konflikt med lokalsamfundet og primært den yngste søn. Undervejs behandles den indre svinehund, Danmarks ekstremt privilegerede status som I-land og ikke mindst den efterhånden klassiske, nordiske melankoli afspejlet i både landskab og personer. Eneste variation er, at “Rosita” – ligesom “Klumpfisken fra 2014” – foregår i et vestjysk fiskersamfund, så der samtidig kan refereres til debatten om Udkantsdanmark. Ingen point for originalitet. Udførelsen er heldigvis godt hjulpet af skuespillerne.

Jens Albinus spiller den fesne, men velmenende familiefar Ulrik, der mest af alt savner sin afdøde kone, men som alligevel vurderer, at det er på tide at få et nyt kvindfolk i huset. Titelrollen spilles af filippinske Mercedes Cabral, som er et kendt ansigt i Brillante Mendozas film. Hendes figur er underspillet, men Cabral formår at give indtryk af alt det, der foregår lige under overfladen. Endelig leverer Mikkel Boe Følsgaard det meste af konfliktstoffet som sønnen, Johannes, der i begyndelsen er mere end skeptisk over for den nye stedmor, men som snart får et ganske andet syn på hende.

“Rosita” undgår klogeligt at befolke alle birollerne med det sædvanlige galleri af danske karakterskuespillere, som det ellers næsten er tradition, hvilket ikke lover godt for Kurt Ravn eller Bodil Jørgensens karrierer. Det er ikke noget stort plot, der udfoldes. Vi er i et mikrokosmos, hvor alle må vælge mellem tryghed og udlængsel. Er du tilfreds med, at tingene er, som de altid har været, eller ønsker du andet og mere? Johannes’ kæreste opsummerer utilsigtet hans tanker, da han spørger hende, om de ikke bare skal flytte væk. [i]”Men alle, vi kender, bor jo her,”[/i] er svaret og det underliggende problem.

Det søvnige og stillestående fiskersamfund som baggrund virker ikke. Miljøskildringen er kluntet. Som i scenen hvor Rosita står og venter på bussen, mens tre børn løber forbi – klædt i gule regnfrakker og hver med en fisk under armen. Som man jo gør derude på Vestkysten. Det er så meget mere skuffende, fordi lokaliteten er så ligegyldig. “Rosita” kunne sådan set være foregået hvor som helst. Der er heller ikke brugt energi på at få skuespillerne til at tale dialekt, hvilket gør scenerne på havnen lidt underlige, når alle taler klingende københavnsk til hinanden.