[b]Verdens farligste vej[/b]

Beskrivelsen “politiske film” ringer ofte noget uskønt i manges ører, men i bund og grund er de fleste film jo politiske, selvom det som regel er på meget ukontroversiel vis.

Anderledes er det for Ken Loach, der fortsat hører til den sjældne art af politisk bevidste instruktører, der gerne vil bruge mediet til at råbe folk op og fremprovokere eftertanke og reaktion, og som lige siden den uafrystelige gennembrudsfilm “Kes” fra 1969 har brugt kameraet med netop dette formål for øje.

I dette tilfælde er det krigen i Irak, der er i sigtekornet, og vi følger den tidligere udstationerede soldat Fergus, der nu arbejder for private firmaer i Irak, hvor der er gode penge at tjene for dem, som er villige til at løbe risikoen ved det livsfarlige arbejde. Han er netop vendt tilbage til det nordvestlige England, da han finder ud af, at barndomsvennen Frankie, der ligeledes arbejder i Irak, er blevet dræbt ved den berygtede Route Irish – den farligeste vej i verden, der strækker sig mellem Bagdads lufthavn til byens Green Zone. Frankies dødsfald kommer som et chok for Fergus, der bærer rundt på alle tegnene på post-traumatisk stresssyndrom, og som hurtigt begynder at grave manisk i sagen, mens skumle hemmeligheder og skjulte dagsordner begynder at vælte frem.

Undervejs er også en plaget romance med Frankies enke, og hvis det var en vanlig Hollywood-thriller, vi havde at gøre med, kunne man næsten skrive historiens udvikling på forhånd, men Loachs sigte er et andet, og i denne virkelighed er alle de lette løsninger sat ud af kraft. Det samme kan siges om det hævntogt, som Fergus begiver sig ud på, hvor Loach konsekvent nægter os enhver form for tilfredsstillelse over resultaterne. I modsætning til så mange af filmverdens drabelige hovedpersoner er Fergus langtfra fejlfri, og hans iver efter at få de svar, han ønsker at høre, gør ham særdeles sårbar over for manipulation.

Selve historien bevæger sig af veje, vi kender fra tidligere film – ikke mindst Paul Haggis’ “In the Valley of Elah” dukker hurtigt frem i erindringen – men hvad der adskiller “Route Irish” fra så mange Hollywood-udgaver er ikke mindst Loachs evne til at bringe autenticitet til fortællingen. Samtidig presser han også virkeligheden ind i fortællingen ved drilsk at mikse fiktive Irak-scener med den ægte vare. Den berygtede waterboarding-forhørsteknik bliver også fremført i en scene, hvor den involverede skuespiller faktisk bliver udsat for den ægte vare, og resultatet er både chokerende og totalt overbevisende. Det er meget svært at forestille sig, at nogen kan se denne film og stadig fastholde, at waterboarding ikke er en form for tortur.