Tom Cruise havde “Født den 4. juli”, Jim Carrey havde “The Truman Show”, og Jamie Foxx havde “Ray” – de singulære film, der formåede at transformere succesrige publikumsfavoritter til mere alment respektable, kritikerhædrede personligheder. Den 33-årige kvindebedårer, Paul Walker, som indtil nu oftest har ageret søvngænger i lal som “The Fast and the Furious” og “Into the Blue”, kommer næppe til at opnå lignende respekt hos kritikerne eller pøblen baseret på sin fine præstation her i “Running Scared”. Men bag mandens intense øjne hviler der tydeligvis en hunger efter at imponere og et stærkt engagement, der lover godt for mandens fremtidige karriere og selvfølgelig fortjener en vis opmærksomhed. Pludselig forstår man, hvorfor Clint Eastwood hyrede Walker til at spille en af hovedrollerne i sin kommende Oscar-sluger, “Flags of Our Fathers”.
[image=15398]
Walkers rolle som gangstersvenden Joey Gazelle er en afvigelse fra de mere pure, godhjertede svende, han tidligere har portrætteret. Joey kommer i vanskelligheder, da en pistol, han skulle have skaffet af vejen, pludselig forsvinder. Dermed begynder et heftigt kapløb mod tiden, for hvis panserne finder revolveren, før han gør det, så er Joey og Co. gevaldigt på spanden. Og hver eneste gang, tingene ser ud til at lysne for Joey, indtræder nye komplikationer.
Ligesom Joey får seeren ikke lov til at sunde sig, slappe af og nyde en velfortjent pause. Hvis en person havde samme puls som “Running Scared”, ville vedkommende ligge på intensivafdelingen lidende af adskillige mavesår, tics og uhelbredelig, stressinduceret søvnløshed. Instruktør Wayne Kramer er tydeligvis en stor tilhænger af Tony Scotts nylige produktioner. Men filmen læner sig heldigvis mere op ad det uimodståelige, veltilrettelagte sansebombardement, som “Man on Fire” leverede, end det retningsløse kaos, der gennemsyrede sidste års “Domino”. Kameraet farer rundt, tempoet skifter hele tiden fra det sneglelignende til det hyperaktive, og lyden går til angreb som en haj, der har fået færten af blod. Er ens nerver og koncentration oppe på dupperne, så venter der én et mageløst og berusende sammensurium af visuelle og auditive ideer.
[image=15400]
Desværre løber manuskriptet (også forfattet af instruktør Kramer) tør for ideer, før filmens tekniske filmmagere gør det. Midterdelen byder på et sideplot, der uheldigvis trækker en smule for langt ud. Men det er det sidste kvarter, der er filmens primære akilleshæl. Slutningen virker både påklistret, forhastet og uforløsende. En enkelt sen twist i forløbet virker umiddelbart en anelse unødvendig og endda utro overfor filmens fortælling. De døende minutter efterlader en lidt skuffende smag i munden ovenpå næsten to timers forrygende, hæsblæsende underholdning. Men indtil da har et veloplagt cast, et talentfuldt filmhold og en determineret instruktør formået at holde én fængslet.
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Running Scared” er en overordentlig mørk film. En stor del af filmen foregår i nattens hede, og filmens mangfoldige interiørs er dunkle og klamme. Heldigvis for os har Nordisk Film leveret et glimrende transfer, der, grundet sit attraktive og lettere grynede look og det totale fravær af artifacts og edge-enhancement, resulterer i et dejlig filmisk udseende. Kontrasten kunne simpelthen ikke være meget bedre, og filmens visuelle mørkhed kommer godt til udtryk takket være netop kontrasten og i høj grad også den imponerende farvegengivelse. En lille anelse billedlig blødhed og udtværing er dog desværre til stede.
[image=15397]
AudioEn af filmens største forcer er dens pragtfulde lydside, som præsenteres fornemt på dvd i både Dolby Digital 5.1-format og DTS 5.1-format. Sidstnævnte er naturligvis det bedste af de to, idet den mageløse atmosfære og aggressive bund kommer bedre til udtryk her. Panoreringerne er yderst effektive, og brugen af kanalnetværket er fornemt. Samtlige kanaler er konstant i brug, men man føler sig aldrig unødvendigt bombarderet. Dialogen er krystalklar, og Mark Ishams respektable score får også lov til at folde sig godt ud – primært i frontkanalerne, men også ofte på ganske fornem vis i baghøjtalerne. Et af årets mest velmixede dvd-lydspor.
Ekstramateriale”Running Scared: Through the Looking Glass” (19 minutter) er en bedre-end-normen dokumentar om filmens tilblivelse. Her taler instruktøren bl.a. om, hvordan han ser filmen som et moderne eventyr, og flere af skuespillerne ytrer sig også en hel del om ham.
[image=15401]
Dvd’en har også et par fine interviews med skuespillerne Paul Walker (8 minutter) og Vera Farmiga (9 minutter), der begge virker oprigtige og livlige, og tydeligvis havde en vis mængde kærlighed til projektet. Interessant er det især at høre Walker tale om sit ønske om at distancere sig fra sit offentlige image og prøve noget nyt.
Dvd’ens hovedattraktion må dog være kommentarsporet med manuskriptforfatter/instruktør Wayne Kramer. Her bekræfter han bl.a. manges formodning: at Scotts førnævnte “Man on Fire” inspirerede ham. Han taler også om sine intentioner med filmen, om arbejdet med skuespillerne og så videre. Det er et godt kommentarspor fyldt med fine anekdoter og interessante overvejelser.
Trailere til “Running Scared”, “Bandidas”, “Mellem fjender”, “Babas Bilar”, “Svigermor(d)” og “The Dark” er her også.
[image=15395]