[b]Benzin i blodet[/b]

Den sande historie om de to racerkørere Niki Lauda og James Hunt har på papiret alle de ingredienser, der skal til for at kreere en gedigen Hollywood-film: Fjendskab, venskab, kærlighed, kriser, loyalitet og meget, meget hurtige biler. Og med netop den opskrift i hænde har den evigt kompetente Ron Howard skabt en udmærket film, der dog mangler det sidste skud adrenalin for at komme [i]helt[/i] ind under huden.

Vi er i halvfjerdserne, hvor de to racerkørere Lauda og Hunt konkurrerer både på og uden for banen. De er umiddelbart så forskellige, som to mænd kan være, men de har dog den samme forkærlighed for racerbiler og den samme tørst efter at være den bedste til at køre dem. Og jo højere de stiger i graderne, jo mere fylder konkurrencen i deres tilværelse, indtil en ulykke ændrer dem begge [i]og[/i] deres forhold for altid.

Fjendskaber, der udvikler sig til et særegne venskaber, og vidt forskellige konkurrenter, som alligevel er kædet sammen, har ofte ageret fundamenter for medrivende drama, og Ron Howards “Rush” [i]er[/i] medrivende. Filmen drøner derudaf som en elitebilist på rette spor fra til slut. Howard er selvfølgelig også godt hjulpet på vej af virkelighedens verden, der gav ham to perfekte hovedroller i form af den karismatiske, engelske playboy James Hunt og den indelukkede, østrigske gnavpot Niki Lauda – begge perfekt portrætteret af henholdsvis australske Chris Hemsworth og tyske Daniel Brühl.

Det kan sommetider være svært at jonglere med to personlige historier på samme tid. Oftest får den ene mere tid end den anden, eller også står man tilbage med et ujævnt, overfladisk sammensurium af to mangelfulde beskrivelser. “Rush” undviger heldigvis disse faldgruber. Undervejs bliver vi godt bekendt med de to rivaler og alle deres respektive fejl og fortrin. Hunt er både en selvfed charlatan og en loyal ven. Lauda er både en menneskefjendsk piskesvinger og et følsomt fornuftsmenneske. Begge higer efter at trykke speederen i bund og nå først over målstregen – for hvordan skal de ellers bevise deres eget værd over for de familier, der vendte dem begge ryggen?

Midt i den menneskelige historie glemmer “Rush” dog aldrig det afgørende, der bringer de to mænd sammen: Racerbilerne. Personligt har denne anmelder aldrig kunne se det interessante ved mænd, der kører i ring i en uendelighed. Indtil nu. “Rush” formår at tvinge pulsen i vejret – primært ved at vise kørebanen fra førerens synspunkt. Nogle gange er “Rush” dog også lidt for poleret i sit udtryk – noget der bidrager til fornemmelsen af, at Howard havde Oscar-uddelingen i tankerne, da han lavede filmen, der trods alt også er så vellavet, at den formentlig ender med at gæste den store filmfest. Det er også på grund af dette affilede udtryk, at “Rush” aldrig sætter sig mere fast i hukommelsen, end at man med lethed kan lade ens tanker drive andetsteds, når lyset tændes i biografsalen. Howard måtte gerne have taget lidt flere chancer og været mindre bange for at afvige fra sportsfilmens velkendte konventioner.