Den sande historie om de to racerkørere Niki Lauda og James Hunt har på papiret alle de ingredienser, der skal til for at kreere en gedigen Hollywood-film: Fjendskab, venskab, kærlighed, kriser, loyalitet og meget, meget hurtige biler. Og med netop den opskrift i hænde har den evigt kompetente Ron Howard skabt en udmærket film, der dog mangler det sidste skud adrenalin for at komme [i]helt[/i] ind under huden.
[image=73144]
Fjendskaber, der udvikler sig til et særegne venskaber, og vidt forskellige konkurrenter, som alligevel er kædet sammen, har ofte ageret fundamenter for medrivende drama, og Ron Howards “Rush” [i]er[/i] medrivende. Filmen drøner derudaf som en elitebilist på rette spor fra til slut. Howard er selvfølgelig også godt hjulpet på vej af virkelighedens verden, der gav ham to perfekte hovedroller i form af den karismatiske, engelske playboy James Hunt og den indelukkede, østrigske gnavpot Niki Lauda – begge perfekt portrætteret af henholdsvis australske Chris Hemsworth og tyske Daniel Brühl.
[image=73146]
Midt i den menneskelige historie glemmer “Rush” dog aldrig det afgørende, der bringer de to mænd sammen: Racerbilerne. Personligt har denne anmelder aldrig kunne se det interessante ved mænd, der kører i ring i en uendelighed. Indtil nu. “Rush” formår at tvinge pulsen i vejret – primært ved at vise kørebanen fra førerens synspunkt. Nogle gange er “Rush” dog også lidt for poleret i sit udtryk – noget der bidrager til fornemmelsen af, at Howard havde Oscar-uddelingen i tankerne, da han lavede filmen, der trods alt også er så vellavet, at den formentlig ender med at gæste den store filmfest. Det er også på grund af dette affilede udtryk, at “Rush” aldrig sætter sig mere fast i hukommelsen, end at man med lethed kan lade ens tanker drive andetsteds, når lyset tændes i biografsalen. Howard måtte gerne have taget lidt flere chancer og været mindre bange for at afvige fra sportsfilmens velkendte konventioner.
[image=73145]