[b]Perfekte kys og smukke North Carolina[/b]

Alle fornuftige, rationelle mennesker ved én ting: Amerikanske kærlighedsfilm ødelægger virkeligheden for os dødelige, der stadig befinder os i den virkelige verden. Det samme gælder for “Safe Haven”. Den er sukkersød, den romantiske helt er flot og perfekt, og det hele ender med et lidenskabeligt kys med fyrværkeri (ja, [i]fyrværkeri![/i]) i baggrunden. Alligevel er “Safe Haven” en delvist vellykket film på trods af karakterernes nærmest utålelige perfektion og et fuldkommen idiotisk plottwist.

Katie flygter en sen nattetime fra sit hjem i Boston. Hvad, hun flygter fra, er uvist, men efter en lang tur med bussen havner hun i lilleputbyen Southport i North Carolina, hvor enkemanden Alex hurtigt får et godt øje til den utilnærmelige Katie. Langsomt får de to dog lært hinanden bedre at kende, og romantik opstår under sydstatssolen. Men det er ikke altid lige nemt at flygte fra fortiden, og skeletterne i Katies skab kommer snart ud…

“Safe Haven” er lang tid om at komme i gang. Meget lang tid. Alt for lang tid. Med en spilletid på næsten to timer ville det ikke have været nogen sag at skære en halv time fra spilletiden. Det burde man have gjort, for efter en halv time begynder tomgangen at sætte ind. Senere samler “Safe Haven” sig omsider sig op og etablerer et nogenlunde normalt flow, men på det tidspunkt har filmen allerede slået fast, at den er hamrende ujævn, og desværre er persongalleriet også temmelig karikeret. Der er ingen tvivl om, hvem der er god, hvem der er knap så god, og hvem der er direkte ond.

Men disse er ikke filmens største problemer. Undervejs får vi nemlig serveret ikke bare ét, men hele to plottwists. Det er en velkendt sandhed, at man skal passe på med plottwists. Nogle gange virker de (“Den sjette sans”), men langt de fleste gange fremstår de som åndssvage, desperate og ineffektive forsøg på at få et vakkelvornt manuskript til at virke “intelligent”. Filmens første twist er tvivlsomt, men har den ønskede effekt: At give os en eller anden form for [i]aha![/i]-følelse. Det andet er dog så fuldkomment idiotisk og totalt overflødigt, at det må have været svært for de medvirkende ikke at grine højt, da de læste det første gang. Hvor ville det dog have hjulpet, hvis bare én af producerne havde overbevist instruktøren Lasse Hallström om at droppe denne grinagtige drejning. Men ak, en af producerne hedder Nicholas Sparks, forfatteren til bogen bag filmen, så d’herrer har nok været enige om, at en manuskriptændring ville være ufordelagtig.

Men hvorfor er kritikken så ikke [i]helt[/i] negativ? For det første er filmen stort set udelukkende optaget i Wilmington, North Carolina, der er lige så smuk på film, som den er i virkeligheden. Der er en grund til, at Wilmington bliver kaldt for sydstaternes Hollywood – den lille by er simpelthen ufatteligt smuk, og med den rette fotografering (og den er bestemt at finde i “Safe Haven”) er det svært ikke at blive betaget og begejstret af den billedskønne stad. Musikken er også nøje udvalgt og velvalgt, og takket være filmens lækre æstetik bliver det alligevel svært ikke at blive en smule revet med.