[b]James Bond i høje hæle[/b]

[i]”Who is Salt?”[/i] teaser plakaten drilsk, og selvom spørgsmålet bestemt er vedkommende i en historie, hvor man gennem en god bid af spillelængden ikke er sikker på svaret, så er man det meste af tiden mindre optaget af, hvem hun er, og mere af hvad hun gør.

Svaret er en hel del. I skikkelse af Angelina Jolie løber, springer, skyder og karatesparker hun sig gennem en veritabel hær af anonyme agenter, mens hun jagtes fra alle sider. Man kan dårligt beskylde filmen for at spilde sine 100 minutter med løs snak. Lange sætninger hører til sjældenhederne gennem det meste af handlingen, hvor alle har travlt med at løbe til eller fra den seneste eksplosion.

Hele balladen starter, da en russisk spion afhopper og fortæller om en amerikansk CIA-agent, der i al hemmelighed er placeret af russerne under den kolde krig og nu har planer om at snigmyrde en prominent person. Det lyder jo alt sammen temmelig søgt, men da han peger på sin egen afhører Evelyn Salt som agenten, bliver CIA-folkene mistænksomme, og selvom hun erklærer sin uskyld, tvinges Salt til at trodse sine overordnede, dække sikkerhedskameraerne med trusserne (!) og stikke af – nu jaget af sine tidligere kolleger.

Hvor meget eller lidt af afhopperens historie der passer er uklart, og mens hun skifter tøj, frisure og fremtoning fra blond stakkel til iskold sorthåret snigmorder begynder hendes uskyld at virke tiltagende tvivlsom. Alt er naturligvis ikke, som det ser ud, og i bedste spionthriller-stil indeholder de forskellige dobbeltagenter så mange hemmelige identiteter som en kinesisk æske. Hele herligheden er selvsagt absurd i det ekstreme og fuld af plothuller store nok til, at adskillige eksploderende biler kan flyve igennem, men afsløringerne falder så hurtigt, at der er en god chance for, at man først bemærker enkelte af dem efter, at rulleteksterne for længst har kørt over lærredet. “Salt” var oprindelig tiltænkt Tom Cruise, men da han bakkede ud, blev rollen skrevet om til Angelina Jolie, hvilket formodentlig er en fordel. Med Cruise i hovedrollen havde den blot været endnu en anonym agentfilm, men Jolies feminine islæt leverer en langt mere unik fremtoning til filmen, og så ser hun altså også en del bedre ud i høje hæle og miniskørt.

Phillip Noyce, der tidligere bl.a. har stået bag “Patrioternes spil”, har kompetent påtaget sig instruktørtjansen og bryder forfriskende med det rystede kamera, der længe har plaget actionfilmene. Til gengæld er filmen i lighed med mange åndsfæller ganske blottet for humoristisk sans eller lune, hvilket ikke mindst bliver påfaldende, når Jolie hopper ubesværet fra afsats til afsats i en elevatorskakt eller stiger uskadt ud af en bil, der er faldet 10 meter. Det er vel for pokker ikke meningen, at vi skal tage det her alvorligt?