[b]For hulen da også…[/b]

Det er sjældent et godt tegn, når en plakat er tapetseret med navne på folk, der har haft praktisk talt intet med filmen at gøre. Det indikerer som regel, at filmmagerne (og/eller deres sponsorer) har så ringe tiltro til deres eget værk, at de føler sig nødsaget til at smykke sig med lånte fjer for at skovle penge ind. PR-kampagnen for “Sanctum” [i]tæppebombede[/i] os praktisk talt med navnet James Cameron, selvom den legendariske instruktør blot har spyttet en håndfuld af sine utallige millioner lommepenge i filmen og ikke har haft den ringeste indflydelse på plottet eller instruktionen.

Det er et næsten et endnu værre tegn, når en film begynder med ordene: [i]”Denne film er inspireret af en sand historie”[/i], da det sædvanligvis er ensbetydende med: [i]”Denne film er løst baseret på en bitte brøkdel af en sand skrøne, men vi håber, at vi kan score kassen ved at bilde jer ind, at vores opdigtede ævl er sandt.”[/i] Ja, det svarer vel egentlig til at kalde “Titanic” for en “sand fortælling”, alene fordi [i]skibet[/i] i sin tid eksisterede. Det viser sig også, at folkene bag “Sanctum” har smurt tykt på, idet alle filmens figurer og næsten alle hændelserne er opdigtet af to manuskriptforfattere, hvoraf den ene (ligesom karaktererne) engang også oplevede at sidde fast i en underjordisk hule. Dér starter og slutter lighederne mellem virkelighedens verden og fiktionen i “Sanctum”.

Men nok om advarselstegn og forudanelser… hvor god/dårlig [i]er[/i] “Sanctum” i virkeligheden? Tja, lad os bare sige, at der var god grund til at have bange anelser, for “Sanctum” er nærmest van(d)vittig dårlig – ja, vel lige så ringe som det rædsomme ordspil, jeg lige lirede af. Det er endda helt ærgerligt, at canadiske Cameron ikke sad i instruktørstolen (det havde dog også været et astronomisk spild af både tid og talent), for et koryfæ som Cameron kunne med garanti have skruet en langt bedre thriller sammen.

Faktisk er det svært at fatte, at en rigmand som Cameron overhovedet har haft noget at gøre med “Sanctum”, for filmen ligner ærlig talt mere en australsk tv-produktion på linje med “McLeods døtre” end en vaskeægte spillefilm. Alle filmens facetter oser af amatørarbejde – både bagved, men især også foran kameraet, hvor en “perlerække” af Australiens sæbeoperastjerner gengiver rædsel og panik med så ringe overbevisning, at spændingen siver ud af filmen hurtigere, end luft kan ryge ud af en hullet iltflaske. Måske ligger skylden hos den relativt uprøvede instruktør, Alister Grierson, for selv anerkendte talenter som Ioan Gruffudd og Richard Roxburgh ser ud til at være ude, hvor de ikke kan bunde.

På den visuelle front er filmen mere imponerende, men computereffekterne er simpelthen frygtelige. Det er næsten umuligt at holde latteren tilbage, når dykkerne støder på en underjordisk hule, som ligner et stillbillede fra et oldgammelt videospil, mens de måbende konstaterer, at det er det flotteste, de nogensinde har set. Enkelte spændingssekvenser får faktisk adrenalinen til at pumpe kortvarigt, og historien har et par dystre drejninger, jeg ikke havde forudset, men langt de fleste scener ødelægges altså af dårlige effekter og overgearet, distraherende skuespil, og vi skal mere end en time ind i filmen, før tempoet stiger bare en smule.

De æstetiske mangler havde været lettere at sluge, hvis historien ikke havde været så utroligt banal. Som seer dykker man ned i et ocean af klicheer sammen med en flok figurer, der har betydeligt mindre dybde end det vand, de udforsker. Her er alle katastrofefilmgenrens stereotyper: Den egoistiske rigmand, den lækre babe med ben i næsen og (ikke mindst) den sejlivede superdykker og hans unge, fandenivoldske søn, der lægger ud med at foragte hinanden, men som ender med at… ja, du kan formentlig gætte resten, medmindre du aldrig har set en katastrofefilm før. Men selv mod genrens metervarer er “Sanctum” altså det rene vand.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Eftersom “Sanctum” blev skudt digitalt med dyre 3D-kameraer, forventede jeg, at filmen ville se blændende ud i HD. Men jeg fik mig godt nok noget af et chok, da filmen lagde ud med en række undervandsbilleder, der var plaget af tydelig banding (markante skillelinjer mellem de forskellige farver), og den efterfølgende scene på landjorden fremstod uskarp og bleg. Billedkvaliteten steg umiddelbart efter, men på intet tidspunkt ser filmen tilnærmelsesvis fantastisk ud. For det meste er billedet skarpt og detaljerigdommen høj, men flere slørede skud forekommer, og udtværing nager mange af de underjordiske scener. Heldigvis dukker ingen glorier op, men farverne savner generelt saft og kraft, og banding bliver ved med at dukke op i ny og næ.

[b]Audio[/b]

Jeg har ikke tænkt på det så meget før, men filmbranchens 3D-kameraer larmer angiveligt utrolig meget, når de optager. Jeg blev dog øjeblikkeligt mindet om den anekdote, så snart den første skuespiller åbnede munden, idet det er utrolig tydeligt, at [i]samtlige[/i] replikker er blevet dubbet i et lydtæt studie. Til tider blev jeg direkte distraheret af de dialogansvarlige lydfolks amatørarbejde. Heldigvis bliver synkroniseringen løbende bedre, og lydsidens andre elementer gengives strålende af DTS-HD Master Audio 7.1-mixet. Den auditive atmosfære er formidabel – vand drypper i hver eneste højtaler, når vi er i de underjordiske huler, og når uvejret går amok udenfor, får subwooferen gulvet til at vibrere med manér. Musikken fylder også tilpas i lydbilledet, og støj forekommer ikke.

[b]Ekstramateriale[/b]

Dvd-udgivelsen af filmen medfølger, men desværre indeholder hverken den eller BD-skiven noget ekstramateriale. Det er vist det, man kalder en kold dukkert?