Rødhætte bekender kulørDa politiet i går blev kaldt ud til Bedstemors hus i skoven, ventede der dem et udsædvanligt syn. Rødhætte, en skovhugger med en økse, Bedstemor bundet ind i reb og en ulv klædt ud som Bedstemor befandt sig i stuen i hvad der lignede et opgør af en eller anden slags. Politiet har endnu ikke fastslået præcist, hvad der er foregået, men alt tyder på at sagen har forbindelse til den række af tyverier af madopskrifter, der længe har plaget kage-butikkerne i Den Store Skov.

Sådan ville en nyhedsnotits lyde i Skov-avisen i animationsfilmen “Sandheden om Rødhætte”. På baggrund af det klassiske eventyr har den debuterende filminstruktør Cory Edwards skabt en kriminalgåde, hvis spind strækker sine tråde ud i mange retninger. Med tydelig inspiration fra Akira Kurosawas klassiker “Rashomon” er historien bygget op om de fire hovedpersoners forskellige udgaver af sagen. Deudover placerer “Sandheden om Rødhætte” sig i samme genre som kassesuccessen “Shrek” efter opskriften: Man tager et kendt eventyr og tvister historien iblandet 2/3 humor af den slags, der med sin referencemængde henvender sig mest til voksne.

Og “Sandheden om Rødhætte” følger opskriften rigtigt godt. Med udgangspunkt i skoven, hvor dyrelivet trodser alle kendte faunakategorier og lader skildpadder, bjørne og geder bo side om side, udspiller handlingen sig med charme og humor. Filmens stærkeste kort er den fine karaktertegning af dyrenes personligheder, lige fra politibetjente-grisene, der konstant lader deres jobpligter vige for stor madglæde ([i]”Nej, I må ikke spise beviserne[/i]”) til geden, der er blevet forhekset til at synge alt, hvad han siger, til detektiven i skikkelse af den distingverede Frø, der ankommer med sin stenograf-puddel i snor. Hele filmen igennem bliver klassiske klicheer fra eventyreverdenen sat på hovedet og leverer en solid underholdning.