Måske er det en hentydning til den politiske dagsorden, når Jørgen Flindt Pedersens “Sanselighedens pris”, der følger multikunstneren Jørgen Leth i året efter udgivelsen af dennes kontroversielle bog, “Det uperfekte menneske”, begynder med billedet af et vejskilt pålydende ordet “Ensrettet”. Samme billede går sågar igen i filmens døende minutter.

Efter fleres opfattelse var debatten ovenpå udgivelsen af cykelconnaisseuren og filmmageren Jørgen Leths erindringer i hvert fald netop umådeligt ensrettet. Om der så er hold i den i øvrigt ikke videre saglige vifte af protester som følge af uddrag og særligt et enkelt citat fra bogen, omhandlende den forhenværende konsuls forhold til sin fastansatte koks 17-årige datter i huset på Haiti, er så en anden sag. Nu, over et år senere, er debatten imidlertid forstummet. “Sanselighedens pris” tager dog til genmæle og giver Jørgen Leth muligheden for at komme med sit partsindlæg i den forgangne debat.

Med Jørgen Flindt Pedersen som den aktive aktør formes portrættet af Jørgen Leth, mens han, efter bogudgivelsen, gemmer sig forskellige steder i kongeriget Danmark og som lidt af et paradoks i forhold til påduttede evner som sex-monster behandles for prostatakræft. Det giver mulighed for en særdeles reflekterende og åbenhjertig Leth, der letter for låget, giver sit syn på livet, døden, erotikken, kærligheden og naturligvis også den mediestorm, der måske i virkeligheden bare var en storm i et glas vand, men under alle omstændigheder var præget af en meningsdannende dobbeltmoral.

Det er ikke stor journalistik set med den erfarne debattørs øjne – dertil er “Sanselighedens pris” simpelthen for mangelfuld. I hvert fald i debattørens øjne. For hvor er modstanderne, støtterne, vennerne og fjenderne henne? I denne omgang har Jørgen Flindt Pedersen valgt – hvis man da vælger at se bort fra udvalgte arkivklip – kun at tildele Jørgen Leth mikrofonens taletid. Det fornuftige i den disposition kan naturligvis diskuteres, men ikke desto mindre giver det et anderledes ydmygt billede af et sansende menneske, der måske nok har fremstået som et ikon for mange, men alligevel er ligeså sårbar som os almindeligt dødelige.

Denne sårbarhed har åbenbart smittet af på teknikken, der umiddelbart står som filmens svageste område. Uskarpe billeder, overstyringer af lyd og forstyrrelser i farverne hører i passager mere til reglen end undtagelsen. Det er dog bagateller og piller ikke ved et helhedsindtryk, der så absolut er godkendt.

Omdrejningspunktet er nu stadigvæk ikke helt til at komme uden om. Da Jørgen Leth for halvandet år siden udgav bogen “Det uperfekte menneske” var der vist ingen tvivl om, at det antændte bålet til en ophidset debat, der på mange måder nok har overgået hovedpersonens egen vildeste fantasi. Om Leth så bare har været naiv eller blot kynisk beregnende, ved han kun selv. Under alle omstændigheder satte det gang i en debat om, hvorvidt danske eller haitianske normer nu er de meste gangbare, og om det nu er i orden at følge sine lyster, selv om det bryder med den offentligt mening.