[b]Saw er vi nået til nummer 5…[/b]

Quentin Tarantino svarede engang de kritikere, der mente, at hans film var for voldelige, at [i]”man jo heller ikke tager ind til en Metallica-koncert og beder dem om at skrue ned for lyden.”[/i] Det samme kan siges om “Saw”-serien, hvor den femte i rækken nu rammer de danske biografer, og hvor folk med sarte sjæle og skrøbelige sind bør holde sig langt væk.

Men de afrevne lemmer og modbydelige torturscener kan man ikke rigtig brokke sig over, for det er ligesom pointen med disse film. Det publikum, der tager ind og ser dem, forlanger at se litervis af blod løbe ned af biograflærredet, mens de krummer sig sammen og priser sig lykkelige for, at de ikke er i ofrenes sted. Hvad, man derimod kan anfægte, er historien, der efterhånden er tappet for så meget blod, at den hører hjemme i et lighus.

Den sadistiske morder Jigsaw, der så gerne vil hjælpe verdens fortabte sjæle til at værdsætte deres liv, døde i 3’eren, og filmen følger derfor en ny morder, der har påtaget sig at føre Jigsaws forskruede livsværk videre. Ligesom i de foregående film krydsklippes der mellem efterforskningen af Jigsaw-mordene og de mange torturscener af en flok uheldige skæbner, der er blevet brikker i seriemorderens perverterede spil. Og hele herligheden slutter selvfølgelig af med et twist (suk), der skal få os alle sammen til at tisse i bukserne af bare overraskelse over, hvor genialt det hele er skruet sammen.

At man stadig kan koge ben på sådan en omgang tynd suppe er for mig en gåde, men så længe publikum stadig labber hele herligheden i sig, og kasseapparaterne klinger i Hollywood, skal vi nok ikke regne med, at der bliver slukket for blusset i den nærmeste fremtid. Der er så forfærdelig mange ting, der er galt med den her film: skuespillet, instruktionen, klipningen… Men filmens allerstørste problem er, at den tager sig selv så forbandet højtideligt. Ikke på noget tidspunkt fornemmer man en snert af selvironi eller (frivillig) humor, der ellers kunne have gjort filmen nogenlunde udholdelig.

I stedet får vi læsset den ene ligegyldige oplysning efter den anden på Jigsaw-mytologien, der er så tyndbenet, at selv en prut ville få lortet til at brase sammen, og man forlader biografen med en følelse af lige at have besøgt en komapatient, der forgæves venter på, at nogen vil trække stikket ud.