Den sløve sav skærer igenDen berygtede psykopat Jigsaw og hans assistent, Amanda, er muligvis døde, men så længe tilskuerne flokker til og kasseapparaterne stadig klinger løs, lader det ikke til, at det vil have synderlig indflydelse på seriens udvikling, og i dette fjerde indslag er myrderierne da også atter i fuld sving.

At Jigsaw rent faktisk [i]er[/i] død, levnes der ikke megen tvivl om, da filmen åbner med hans ekstremt grafiske obduktion. Snart dukker et bånd dog op fra hans mave, der annoncerer, at de sadistiske lege vil fortsætte. De to FBI-profileksperter Agent Strahm og Perez ankommer for at assistere politiet. De bliver hurtigt af den opfattelse, at der er en tredje person, som hele tiden har hjulpet Jigsaw, og det er nu opgaven at finde ud af, hvem denne person er. Samtidig bliver SWAT-lederen Rigg kidnappet og offer for endnu et af Jigsaws syge spil, da han får 90 minutter til at gennemføre en række prøvelse, der skal lære ham om livets sande værdier.

Som sædvanligt har Jigsaw et par ekstra kort oppe i ærmet, og filmen udvikler sig da også med de samme forudsigelige overraskelser som altid. Forsættelsens store problem – at filmenes eneste minimalt mindeværdige karakter er død – forsøger den at løse ved i stedet at bestå af adskillige flashbacksekvenser, hvori vi hører den temmelig kedsommelige historie om Jigsaws trængsler og fallerede ægteskab, samt de begivenheder, der forvandlede den venlige mand til en sadistisk psykopat. Dermed bliver hans mytologi imidlertid også temmelig bagatelliseret.

Selvom “Saw”-filmene har budt på rodede usammenhængende historier, selvmodsigelser i lange baner, amatøragtig instruktion og dårligt skuespil, så har det tilsyneladende ikke generet dens publikum, der virker tilfredse, blot der er lemlæstelser nok. Selv de mest trofaste fans vil dog nok være en smule skuffede over “Saw IV”, der ikke engang formår nogle særligt kvalmeprovokerende optrin eller synderligt opfindsomme dødsfælder. I stedet synes de blot at være søvnige gentagelser af tidligere ideer.

Det samme kan siges om skuespillerne, der blot består af den ene mere flade uinteressante person efter den anden. De anonyme politifolk og småkriminelle ofre der bliver likvideret gennem filmen, er så overfladisk beskrevet, at det kan være hip som hap, hvem der overlever. Der er ingen rigtige personer i denne film, blot kvæg, der venter på slagtekniven. Ligesom i den forrige film dukker der tidligere hovedroller op, men de bliver ekspederet med en sådan hast og ligegyldighed, at det kan være meget svært at se, hvad vi skal bruges deres optræden til.

Serien har altid været plaget af utroværdige forløb, men i dette indslag brydes alle grænser for rimelighed, med et plot der ikke giver nogen form for mening. Det spænder lige fra det, at morderen kender alle træk, inden de er gjort, til at de involverede opfører sig så idiotisk, at man dårligt kan fatte det. [i]”Man trænger aldrig alene ind på et farlig sted,”[/i] siges det i starten – en læresætning som samtlige politifolk herefter konstant bryder gennem resten af filmen med et forudsigeligt resultat.