Kan man bygge en hel film op omkring en tidligere amerikansk wrestler med udstråling som et vådt wienerbrød og absolut ingen skuespillererfaring? Selvfølgelig kan man ikke det. “The Scorpion King” er mere en forretning end en film og til trods for, at både instruktør og producent meget gerne vil overbevise os om det modsatte, har den lige præcis nul kunstnerisk værdi. Ligesom sin hovedrolleindehaver er denne prequel til “The Mummy” filmene fælt uspektakulær og gumpetung.

Der var engang en ensom kriger…Den sympatiske Mathayus alias The Rock er en akadisk lejemorder, der 3000 år før Kristi fødsel får til opgave at pille den usympatiske enehersker Memnon ned fra tronen i Gommora. Memnon har dog en magtfuld sympatisk magiker ved sin side, og førend Mathays kan dræbe kongen, må han først udenom hans labre synske sild. Det viser sig nemlig at magikeren er intet ringere end en orientalsk fotomodel, der efter en kort periode med brokken og banden smelter i vor helts arme. Hun hedder Cassandra.

Sammen allierer Mathayus og Cassandra sig med den farvede, sympatiske kriger Balthazar der efter endnu en kort periode med brokken og banden slutter sig til kampen mod Memnon. Opgøret med kongen lurer i horisonten, men først må Mathayus acceptere sin skæbne som konge i svøb, før han og banden for alvor kan spænde buen.

Som Rambo i Afghanistan”The Scorpion King” har intet af den charme og humor, som kendetegnede “The Mummy” filmene, og alt fra plot til dialog er af markant ringere kvalitet her. Det er tydeligt, at der ikke har været mange penge at tage af på produktionen, og selvom der er en eller to udmærkede digitale kulisser, virker billederne billige. Det ville være til at leve med, hvis bare historien havde haft et minimum af originalitet og ikke rundede hver eneste kliché i eventyrgenren. Selvom målet tydeligvis har været at lave en uforpligtende, klassisk eventyrfilm i “Indiana Jones”-traditionen, er der visse krav som skal opfyldes. For det første hjælper det ikke at have en komisk biperson, hvis han ikke er komisk og for det andet, opstår der ingen spænding, hvis helten konstant fremstilles som usårlig. The Rock kvaser soldater på samlebånd, og aldrig er vi oppe af sofaen.

Hvis man et øjeblik ser bort fra at “The Scorpion King” grundlæggende fungerer som en digital reklamesøjle for The Rock (nu med skuespil!), dukker der faktisk et par talentfulde skuespillere op i filmen. Paradoksalt nok er det dem, der får mindst tid foran kameraet, og mon ikke en person som Bernard Hill fandt rollen som Theoden i “Ringenes Herre – De to tårne” lidt mere udfordrende, end den ‘komiske’ og ‘gale’ videnskabsmand, han spiller her. Bag et bundt overdimensionerede muskler, der med garanti kun vil tiltale middelaldrende amerikanske kvinder i joggingdragter, optræder The Rock som den børnevenlige og stuerene actionhelt. I en scene, der leder tankerne han på “Rambo 3”, løber han rundt i et underjordisk hulesystem, mens han på ganske ublodig vis ekspederer fjender med bue og kniv. Umiddelbart har jeg det svært med store mænd, som uden videre kan forsvinde i små sprækker.

VideoModsat filmen er overførslen til dvd lykkedes rigtig godt, og der er absolut ingen spor af kompressionsfejl, ridser eller flimmer. Faktisk er billedet så skrapt, at man med lethed kan se, hver gang der er lagt computergrafik over landskaberne. At optagelserne i “The Scorpion King” ser billige ud skyldes ikke dvd-formatet, men snarere filmens budget.

SoundLigesom billedet er også lyden i top, og man har valget mellem engelsk Dolby Digital eller DTS. DTS sporet lyder en anelse varmere, og byder i kraft af sin højere opløsning på flere detaljer. Alt hvad man kan forvente af et moderne surround mix, er repræsenteret her.

EkstramaterialeDet største plus ved dvd’en er den store mængde ekstramateriale, mens det største minus er, at intet af det er specielt interessant. Enkelte elementer såsom et kig på skabelsen af effekterne er udmærkede men alt for kort. Den medfølgende dokumentar er primært en promovering af The Rock og selve filmen, og giver kun et dårligt indblik i produktionen. De to kommentarspor af henholdsvis Chuck Russel og The Rock udarter sig til hæmningsløst rygklapperi uden nogen form for kritisk stillingtagen. Muligheden for at sætte danske undertekster på de løbende audiokommentarer er derimod en prisværdig ting.